På Demokraternes konvent vil det største fokus være på den skrantende økonomi, men også værdipolitikken vil spille en markant rolle i kampen mod Romney og Republikanerne. Samtidig skal Obama forsøge at holde fast i sin base.
Meget er på spil for Barack Obama i den kommende uge.
Med det republikanske konvent netop overstået er det nu Demokraternes tur til at afholde politisk konvent. Det finder sted i byen Charlotte i North Carolina, og for Obama gælder det om at få samlet tropperne.
Den personlige fortælling om en ung afroamerikansk mand med en enlig mor er ikke længere ny og dermed ikke nok til at blive genvalgt på, lyder vurderingen.
VIDEO: Her ydmyger Clint Eastwood sig selv på direkte TV
Obama skal derfor sørge for at nå ud til sine kernevælgere, mens han samtidig skal forsikre hele USA om, at han er den rette mand til at få økonomien på ret kurs.
- Da Obama vandt valget i 2008 var det i høj grad, fordi der var nogle mennesker - særligt unge og minoriteter - der stemte for første gang. Han skal have dem tilbage i stemmeboksen, for hvis de bliver hjemme på sofaen, så taber han valget, siger Annegrethe Rasmussen, der er Informations korrespondent i Washington DC samt blogger på USAnu.dk.
På det republikanske konvent i Florida var der et enormt fokus på de økonomiske problemer i USA, og det samme vil gøre sig gældende hos Demokraterne.
Det gælder om at slå tilbage mod Mitt Romney, som i mange kredse i USA - også blandt nogle Demokrater - vurderes som en bedre krisestyrer end Obama.
- Økonomien er og bliver det vigtigste emne, og det er afgørende for Demokraterne, at der ikke breder sig en forestilling om, at Obama måske nok er den flinkeste fyr, men ikke den mest kompetente, siger Annegrethe Rasmussen.
Netop den økonomiske krise, og hvordan man kommer ud af den, bliver det altoverskyggende tema på Demokraternes konvent, mener medredaktør på Kristeligt Dagblad og USA-kender, Michael Ehrenreich.
- Vi så Mitt Romney på Republikanernes konvent på den ene side anerkende, at Obama var et frisk pust og stod for noget nyt, men samtidig sagde han, at han var skuffet, og Obama splittede landet. Det bliver Demokraternes hovedopgave at finde et svar på det, siger Michael Ehrenreich.
Efter Romney-tale: Nu sviner de Eastwood på nettet
- Obama har tidligere kørt på to ting. Det ene: »Jeg har brug for mere tid«, og det andet: »Republikanerne er meget værre«. Spørgsmålet er, om det er nok, siger han.
Mens der blev talt teleprompter op og teleprompter ned om den dårlige økonomi på det republikanske konvent, strejfede man - trods debatten om eksempelvis abort forud for konventet - knap nok et eneste værdipolitisk emne.
Det vil man til gengæld se i North Carolina. På programmet er blandt andre Nancy Keenan, præsident for en organisation, der kæmper for kvinders ret til abort, samt en Georgetown-studerende ved navn Sandra Fluke, som i februar i år blev kaldt »luder« af den konservative radiovært Rush Limbaugh, fordi hun havde argumenteret for, at sundhedsforsikringer per automatik bør dække prævention.
- Demokraterne vil helt modsat Republikanerne forsøge at tale om alle de ting, republikanerne helst vil tie om: Kvinder, rettigheder og voldtægts- og abortdiskussionen, siger Annegrethe Rasmussen.
Listen over gæstetalere er i det hele taget lang. Tidligere præsident Bill Clinton skal blandt andre holde tale, og Demokraterne gør en dyd ud af at præsentere borgmester Julian Castro fra San Antonio i Texas som »den første latino-hovedtaler ved et demokratisk konvent«.



