Efter to et halvt år har de italienske myndigheder nu givet grønt lys til den omfattende bjærgning af krydstogtskibet Costa Concordia.

ITALIEN: Krydstogtskibet Costa Concordia vil nu blive bjærget, efter de italienske myndigheder i weekenden har givet grønt lys til den omfattende aktion. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skibet, der er mere end dobbelt så stort som Titanic, ligger i vandet ud for den italienske ø Giglio, hvor det hviler på undersøiske platforme og et klipperev.

Det vil ifølge de italienske myndigheder tage seks eller syv dage at bjærge det 114.500 tons tunge skib, hvis vejret ellers arter sig.

Skibet skal efter planen bugseres til den norditalienske havneby Genova mandag for at blive skrottet.

Og udsigterne til at slippe for det skæbnesvangre fartøj glæder flere af beboerne på øen.

»Jeg er glad for, at de fjerner det, for med tanke på de dødsfald, der skete, giver det os kuldegysninger altid at se på skibet,« siger en af de lokale ved navn Italo Arienti til Reuters.

Ulykken skete i januar måned 2012, da det 290 meter lange og 38 meter brede skib sejlede for tæt på Giglio og ramte et klipperev under vandet.

4.200 personer var ombord på skibet, og 32 mistede livet i det mørke og vinterkolde vand.

Skibets kaptajn, Francesco Schettino, er anklaget for at have forårsaget forliset, for at have forladt skibet og for manddrab. Han nægter sig skyldig.

Bjærgningsaktionen vil formentlig koste skibets ejer og operatør, Costa Crociere, mere end 1,5 milliarder euro, oplyste selskabets administrerende direktør i sidste uge.