Er det i orden, at Justin Bieber går med en sort frisure – eller skulle han skamme sig? Det handler om kulturelt tyveri, og det er dagens debat i USA. Og det er ikke så amerikansk, som det lyder.
Berlingske er en rummelig avis, og den skal nu også rumme Justin Biebers hår.
Bieber er verdens mest kendte børnevoksen, en 22-årig ung mand, som gør, hvad han kan for at forblive samme alder som sine fans, og han er altid god for et eller andet, som en 12-årig rod i rygeskuret også ville gøre.
I forrige uge havde han så premiere på sin nye frisure, som var en variation over dreadlocks, den traditionelle rastafari-hjelm af fedtet og filtret hår, og det skulle han ikke have gjort. En stiv 360 graders kuling brød løs på de sociale medier, og Biebers fjender anklagede ham for »kulturelt tyveri«, mens hans fans i de hvide forstæder hvinede, at han ikke længere lignede en cool Ken, men en skæv wigger.
I går tog Bieber så til genmæle. Han offentliggjorde en kort video, hvor han svarede: »Tag det roligt. Det er bare hår.« Han forsøger ikke at føre sig som en sort rapper eller stjæle sort kultur, sagde han, og slog fast, at hans hylende fans måtte lære at leve med ham. Eller som han skrev på Instagram: »Jeg kan lide at gøre noget mærkeligt, og hvis du ikke er mærkelig, kan jeg ikke lide dig.«
Sådan?
Nej, langt fra, for Bieber bød blot op til en ny runde af kritik. »Han forstår det simpelt hen ikke. Kulturelt tyveri er en vittighed for ham,« skrev en kritiker på Twitter, og en anden noterede: »Det er svært at forstå, at han skulle være 22 år.«
Flere kritikere kædede Biebers hår sammen med to andre virale begivenheder på det seneste. Den ene var en video fra San Francisco State University, hvor en kvindelig sort studerende gik i kødet på en hvid studerende med dreadlocks. Hun sagde, at hun ville ønske, at hun havde en saks, så hun kunne klippe hans hår af. Den frisure tilhører »sort kultur … min kultur,« sagde hun, og det kom til skubberi og en præpubetær ballade om hvem, der sagde og gjorde hvad. Videoen er nu vist næsten fire milioner gange på YouTube.
Den anden virale begivenhed tegnede Snapchat sig for. Onsdag agiterede de amerikanske tilhængere af lovlig marihuana for deres sag, og Snapchat tilbød sine brugere, at de i dagens anledning kunne iklæde sig et Bob Marley-filter. Filteret kunne i løbet af nul-komma-fem forvandle bleghvide Mark fra Mågevej til en sort Mark med dreadlocks og rasta-baret. »Det er racistisk og ualmindelig dårlig smag. Bob Marley gjorde andet end bare at ryge hash,« skrev en kommentator, og en anden mente, at der var tale om »kulturelt og kommercielt tyveri«. »Hvad i himlens navn tænker I på, Snapchat,« spurgte webmediet Vocativ.
Håret i postkassen
Det er alt sammen blot seneste afsnit i en amerikansk debat. Tidligere har hvide kendisser som Lena Dunham, Justin Timberlake, Jared Leto, Paris Hilton og Gwen Stefani fået håret i postkassen, fordi de gav den med sort-inspirerede lokker, og popstjerner som Miley Cyrus og Taylor Swift har fået på puklen for at stjæle sort dans, twerking.
Umiddelbart kan det alt sammen lyde som en af den slags meget amerikanske diskussioner, som fra den monokulturelle hjørnesofa ikke er mange brunkager værd, og som fører til skuldertrækkende replikker som: »Vorherrebevares, er det ikke netop kendetegnende for det amerikanske samfund, at alle låner fra alle?« Og: »Er sådan et lån ikke udtryk for respekt for sort kultur?« Og: »Låner sorte ikke også fra europæisk kultur? Eller med andre ord og med et citat fra den store postmodernistiske tænker, Justin Bieber: »Det er bare hår.«
Muligvis, men sådan ser det bare ikke ud fra den anden side, som den sorte basketballstjerne og borgerretsaktivist Kareem Abdul-Jabar har skrevet i Time.
Rastafari-frisuren går langt tilbage i historien, men har siden Italiens brutale kolonialisering af Etiopien og fordrivelsen af landets kejser, Haile Selassie, været udtryk for en sort protest mod hvid imperialisme – det er en frisure, som betyder noget for mange sorte, som Jabar skrev, og hvide tilegner sig nu uden omtanke den frisure og kommercialiserer den.
Der er formentlig ikke noget at gøre ved det, men det føjer sig til en sort oplevelse af økonomisk udnyttelse, som begyndte med slaveriet og siden er fortsat inden for alle mulige genrer, bl.a. musikken. Rock n’ roll begyndte f.eks. med navne som Little Richard og Chuck Berry, men slog først for alvor igennem, da Elvis Presley, Pat Boone og Bill Haley snuppede den sorte musik.
Og kun sjældent kommer det kulturelle tyveri med en sort kulturel anerkendelse. Hvide kunne i 1950erne på én og samme tid danse til Elvis Presley og forbyde Chuck Berry og Little Richard i at optræde, fordi de var sorte; i dag twerker hvide skolelever til festerne, mens twerkende sorte bliver opfattet som ghetto, og en popstjerne kan promenere foran gispende fans med sit rastafarihår, mens en sort bilist med samme hår bliver anholdt, skriver Jabar.
Eller fremskrevet til den nuværende debat:
Justin Bieber har ikke ret. Det er ikke bare hår; det er hår med en historie, og Bieber kan i der mindste gøre sig den ulejlighed at anerkende den historie.
Men det er meget at bede en Justin Bieber om.
