Hele verden græd med, da elefanten Raju tidligere i år græd glædestårer over at blive befriet efter 50 års mishandling og grusom tortur. Efter 50 år i lænker.

Men snart græder han måske igen. Af sorg over at blive sendt tilbage til den ejer, der uden de mindste skrupler udsatte ham for den frygtelige behandling.

Raju's tidligere ejer har nemlig anlagt sag mod Wildlife SOS som reddede og bortførte det, der skulle have været et stolt og majestætisk dyr, men som indtil i sommer knap havde taget et eneste skridt i livet som fri elefant.

Og 13. oktober skal retten i Allahabad, Indien så tage stilling til, om dyrevelfærdsorganisationens handling var ulovlig og om Raju dermed skal sendes tilbage til sin 'retsmæssige' ejer.

Se også: Elefant-videoen der går lige i hjertet: Her redder elefant-mor sin unge

- Vi vil kæmpe med næb og kløer for at sikre, at Raju ikke bliver sendt tilbage, siger Kartick Satyanarayan, leder af den indiske afdeling af Wildlife SOS og manden der stod bag redningsaktionen i starten af juli måned. Wildlife SOS kæmper nu igen for Rajus liv via en underskrifsindsamling for elefantens frihed.

Raju var blot en lille baby-elefant, da han for 50 år siden blev stjålet fra sin mor. Kyniske og pengegriske mænd lokkede ham i en fælde. Og siden har han levet sit liv i lænker, er blevet sendt fra ejer til ejer, som har tilført ham nye grusomheder. Hans sidste ejer - manden, der nu kræver at få ham tilbage - holdt ham i så tykke og stramme kæder med pigge på indersiden, at ethvert forsøg på at flytte sig bare et par sølle centimeter var den rene tortur.

For tre måneder siden blev Raju reddet.

- Tårerne trillede ned af hans hoved. I taknemmelighed over at blive sat fri. Som om han fornemmede, at der var håb forude. Det var utrolig bevægende for os alle, som Kartick Satyanarayan sagde ved den lejlighed.

Siden har Raju stille og roligt fundet vejen tilbage til et værdigt og godt elefantliv i det redningscenter, Wildlife SOS driver i Indien. Han har fået sig en kæreste og har stille og roligt genvundet tilliden til mennesker.

Læs også: Husker du den grædende elefant? Nu har Raju fået en kæreste

- Mishandlingen af ham har været så brutal, at vi frygtede, at han ville være for traumatiseret til at leve sammen med andre elefanter. Men han er faldet så godt til i sin nye familie, den første han har haft siden han blev stjålet for 50 år siden, siger Kartick Satyanarayan til engelske Daily Mail.

Hele verden kender ham nu som Raju, den grædende elefant. Og historien om ham er så gribende, at selv Hollywood planlægger at lave en film om ham og hans skæbne.

Men spørgsmålet er, om det bliver en 'happy endning'.