Folk, der tegner profeten Muhammed, fortjener at dø, sagde norske Mullah Krekar onsdag i et TV-interview med TV-stationen NRK. Det norske politi har nu anholdt og sigtet Mullah Krekar for sine udtalelser.

NORGE: I et længere TV-interview med den norske TV-station NRK onsdag, sagde kurderen Najmuddin Faraj Ahmad, der er bedre kendt som Mullah Krekar i Norge, at folk, der tegner profeten Muhammed, skal dø.

Nu har norsk politi anholdt Mullah Krekar på baggrund af udtalelserne.

Det oplyser politiet i Oslo i en pressemeddelelse ifølge vg.no.

Mullah Krekar er sigtet for brud på straffelovens paragraf 140 for offentligt at have opfordret til strafbar handling.

Anholdelsen fandt sted i hans hjem på klokken 20.45 torsdag aften, og anholdelsen forløb ifølge politiinspektør ved Olso Politi, Vegard Rødaas, roligt.

I interviewet på NRK sagde Mullah Krekar blandet andet, at dem, som dræbte tegnerne på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, var helte, og at den nordmand, som tegner Muhammed-karikaturer i Norge, fortjener at dø. Og det er altså på baggrund af de kontroversielle udtalelser, at politiet har valgt at anholde og sigte Mullah Krekar.

Mullah Krekar kom til Norge i 1991 som kvoteflygtning fra Irak og har etableret den islamistiske gruppe Ansar al-Islam. Han har tidligere udtrykt støtte til den afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden, og er blevet udvist fra Norge, men opholder sig stadig i landet, da Irak ikke kan garantere for, at han ikke får dødsstraf ved hjemsendelsen.

Fredag vil det blive besluttet, om Mullah Krekar skal varetægtsfængsles.

BNB