Norsk politi kunne have stoppet Breivik tidligere
Adskillige menneskeliv kunne have været reddet under Anders Behring Breiviks terrorangreb. Det konkluderer en ny rapport, der påpeger en række alvorlige politifejl.
Adskillige menneskeliv kunne have været reddet under Anders Behring Breiviks terrorangreb. Det konkluderer en ny rapport, der påpeger en række alvorlige politifejl.
77 mennesker blev dræbt, da Anders Behring Breivik sidste år gennemførte sine terrorangreb i Oslo og på Utøya. Nogle af de 77 kunne imidlertid have været i live i dag, hvis norsk politi havde været sin opgave voksen.
Det er den overordnede konklusion i en stærk kritisk rapport om ordensmagtens håndtering af angrebene den 22. juli 2011. Kommissionen bag rapporten påpeger en række groteske fejl, der forsinkede og forringede politiindsatsen.
- Myndighedernes evne til at beskytte befolkningen var ikke tilstrækkelig. En hurtigere og bedre politiaktion havde været mulig, lød det fra kommissionsformand Alexandra Bech Gjørv, da hun præsenterede den 500 sider lange rapport mandag.
Rapporten peger blandt andet på dårlig bemanding, forældet teknologi og mangelfuld kommunikation mellem de forskellige politimyndigheder.
Eksempelvis var vagtcentralen i politidistriktet Nordre Buskerud kun bemandet med én person. Vedkommende kunne umuligt overskue hele aktionen, der derfor meget hurtigt blev overladt til indsatslederne ude på gerningsstederne, hvorved koordinationen gik tabt.
Rapporten viser også, at mandskaberne, der var på vej til Utøya, fik elendige anvisninger på, hvor nøjagtig de skulle møde.
Rapporten kommer ikke blot med kritik, men også 31 forslag og råd til, hvordan blandt andet politiarbejdet kan forbedres.
Dem vil politiet tage til sig, understreger politidirektør Øystein Mæland, der erkender, at indsatsen er alt andet end godkendt.
- Rapporten er vanskelig læsning for alle dem, der gjorde deres yderste på denne dag. Det er også vanskelig læsning for mig, men især for de efterladte, der får bekræftet, at deres kære kunne være blevet reddet, sagde politidirektøren på et pressemøde.
Han afviser at udpege enkelte personer som særligt ansvarlige for problemerne.
- Det er umuligt at forestille sig, at der ikke blev begået menneskelige fejl, men jeg vil fastholde, at hver enkelt medarbejder gjorde sit yderste. Vores indsats har reddet liv, men rapporten bekræfter, at vi ikke var klar, sagde Øystein Mæland, der understregede, at norsk politi vil bruge rapporten til at forbedre sit beredskab.
- Allerede 15. marts fremlagde vi vores egen rapport, der fokuserede på, hvordan vi kunne blive bedre til at håndtere lignende sager. Vi vil bruge kommissionens rapport og inkludere anbefalingerne i det allerede igangsatte arbejde for at skabe et bedre politiberedskab, lød det fra politidirektøren.
Blandt kommissionens medlemmer er Københavns tidligere politidirektør, Hanne Bech Hansen. Hun har svært ved at forestille sig, at en lignende episode vil kunne udspille sig i Danmark
- Vi har bedre arbejdsbetingelser i Danmark. Vi har ingen bjerge, vores land er meget lille,, og vi har 12 store politikredse, der er klar til at rykke ud og hjælpe hinanden. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne ske skrækkelige ting, men lige præcis dette scenarie tror jeg ikke på, siger hun.
Hanne Bech Hansen mener også, at de mange forsøg på terror i de seneste år har styrket det danske beredskab.