Forhjul og styr løsner sig, når de sætter sig op på deres cykler.
Den seneste tid har norsk politi haft flere episoder med børn og unge, der er kommet til skade, når de har sat sig op på deres egne cykler.
Mens cyklerne har stået i cykelstativet, har jævnaldrende nemlig pillet ved dem og løsnet skruer.
Derfor falder cyklen fra hinanden, når børnene begynder at køre på dem.
Det skriver norsk TV 2.
Det får nu politiet i Agder-regionen i den sydlige del af Norge til at advarer mod trenden, som menes at stamme fra det sociale medie TikTok.
»Trenden går ud på, at primært børn og unge løsner dele på cykler på andre børn eller unges cykler. Det finder ofte sted i tilknytning til skoleområder,« lyder det i advarslen fra politiet, som ligger på politiets Facebook-profil.
Ifølge politiet går det i al sin skræmmende enkelthed ud på at filme, at andre kommer til skade for derefter at kunne lægge filmen på de sociale medier.
Politiet i Agder havde for nylig en hændelse, hvor en dreng måtte på hospitalet med alvorlige skader i ansigt og hovedet.
Sigrid Viste fra politiet i den sydnorske region mener, at dillen kan få dødelig udgang.
Hun mener slet ikke, at de unge gerningsmænd er klar over, hvor farlige ting, de har med at gøre.
»Vi forstår, at det her bliver gjort for sjov skyld, men det kan i værste tilfælde får fatale konsekvenser. Det er en livsfarlig trend,« siger hun.