Uden forældrenes samtykke har norske retsmedicinere gennem 30 år fjernet hjerner fra 700 døde børn for at opklare gåden om vuggedød, skriver VG.

NORGE: Gennem 30 år har retsmedicinere i Norge opereret hjernerne ud af omkring 700 døde børn, skriver den norske avis VG.

Ifølge avisen har lægerne fjernet organer hos 0-3-årige børn for at bruge dem til forskning, og det er sket uden forældrenes accept. Retsmedicinerne mente, at det ville være for belastende for de pårørende at blive bedt om samtykke, viser beskrivelsen af forskningsprojektet, som VG har fået indsigt i.

I to måneder har den norske avis gransket forskningsrapporter og andet skriftligt materiale samt interviewet en række personer med indgående kendskab til det retsmedicinske miljø i Norge. Dokumentationen viser, at praksissen har stået på siden 1984, da en vuggedødsepidemi hærgede i Norge. Formålet var at opklare gåden om vuggedød.

»Hvis du har hørt gråden fra forældre, som har mistet et barn, vil du forstå. Da vi begyndte projektet, obducerede vi op til tre småbørn om dagen, som var døde af vuggedøden. Min drivkraft har hele tiden været at finde årsagen til vuggedød,« forklarer professor Torleiv Ole Rognum, der står bag forskningen, til VG.

Bjørn Magne Eggen, der er direktør for Folkehelseinstituttet i Norge, bekræfter over for avisen, at de små børns organer blev fjernet uden forældrenes vidende.

»Der blev ikke indhentet samtykke fra de pårørende. Det er ikke sket i de 30 år, hvor denne undersøgelse af børn, som er døde uventet, har stået på,« siger han.

Bjørn Magne Eggen understreger, at der er igangsat grundige undersøgelser for at få opklaret, om retsmedicinerne har handlet i strid med loven.