ADVARSEL: Et billede i artiklen kan virke stødende.

Fredag måtte de norske myndigheder aflive en syg hval, der var stødt på grund ved øen Sotra i det vestlige Norge. Senere har det vist sig, at hvalen havde store mængder plastik i maven.

Det skriver flere norske medier, heriblandt Aftenposten.

I første omgang besluttede man at aflive den seks meter lange hval fredag, fordi den var både syg og træt, men da forskere senere åbnede mavesækken på den store hval, mødte der dem et trist syn.

»Maven var fuld af plastik. Godt 30 plastikposer samt en del 'småplast'. Det er vældig trist,« siger zoolog Terje Lislevand fra Universitetet i Bergen, der sammen med fire andre forskere brugte seks timer på at partere den tonstunge hval og sortere alt plastikken fra.

Der var tale om en småhovedet hval, og det var angiveligt første gang, at den nogensinde har været set i de norske farvand.

Sotra 20170128. En hval svømte for nær strandsonen på Vindenes på Sotra lørdag ettermiddag. Der satte den seg fast og måtte ha hjelp av brannvesent for å komme løs. Foto: Sotra brannvesen / NTB scanpix
Sotra 20170128. En hval svømte for nær strandsonen på Vindenes på Sotra lørdag ettermiddag. Der satte den seg fast og måtte ha hjelp av brannvesent for å komme løs. Foto: Sotra brannvesen / NTB scanpix Foto: Sotra brannvesen
Vis mere

»Hvaltypen er udbredt på verdensbasis, men hos os er den en sjældenhed. Det er første gang, at den er registreret i Norge. Jeg har hørt rygter om et andet eksemplar i norsk farvand, men det her er i hvert fald første gang, at en småhovedet hval er strandet her i landet,« siger Terje Lislevand.

Den norske biolog Christoph Noever fortæller til BT, at der i hvalens mave også var en fire liter frysepose, der tilsyneladende stammede fra Danmark.

»En af poserne havde 'indhold' skrevet på den,« fortæller han.

Foto: Christoph Noever
Vis mere

Ifølge det norske medie NRK var tarmsystemet på hvalen fuldstændig tømt for næring, og alt tyder på, at hvalen har haft det særdeles skidt. Terje Lislevand kan ikke svare på, hvor lang tid hvalen har svømmet rundt med de store mængder plastik i maven, men han fortæller, at der var så meget plastik, at det havde dannet en prop i hvalens mave.

Forurening i verdens have er fortsat et stigende problem. Ifølge en rapport fra World Economic Forum forventer man, at der i 2050 vil være mere plastik end fisk i vandet, ligesom at produktionen af plastik vil være steget med det tredobbelte.

Foto: Christoph Noever
Vis mere