Norge sender militært transportfly af sted med nødhjælp til Iraks kurdere.

NORGE: Norge sender tirsdag et militært Hercules transportfly til det nordlige Irak lastet med nødhjælp.

Ifølge dagbladet VGs netudgave skal flyet til Erbil, der er de irakiske kurderes uofficielle hovedstad, med materiel fra organisationen Kirkens Nødhjælp.

USA har bedt en række lande om at stille kapacitet til rådighed for de irakiske kurdere, som kæmper mod de islamistiske oprørere fra bevægelsen Islamisk Stat, der har erobret store områder i det nordlige og centrale Irak. Samtidig har islamisk Stat drevet flere hundrede tusinde indbyggere på flugt, og udløst en humanitær krise.

Danmark og Norge har indvilget i hver især afsætte et Herculesfly til transportopgaver.

Mens det danske fly primært får til opgave at transportere våben og udstyr til den kurdiske Peshmergahær, skal det norske fly på sin første opgave bruges til humanitært formål, hvor det blandt andet medbringer vandrensnings- og sanitetsudstyr.

Norge ønsker foreløbigt ikke at bidrage til operationens militære del, og derfor bliver flyet i første omgang ikke sat til at fragte våben.

Ifølge VG er der meget sandsynligt, at det norske transportfly bliver stationeret i regionen til løsning af humanitære opgaver.

Det bliver i så fald nødvendigt at sende støttepersonel af sted, sådan som det er tilfældet med det danske fly, der ledsages af i alt 55 mand.