En norsk far to til er endt i et uhyggeligt dilemma, efter han tilbage i 2011 fik konstateret lungekræft. Siden har familiefaderen, som hedder Per Arne Himberg (35), været i behandling for sygdommen, der ikke er overvundet. Og nu har han ikke råd til at betale for den nye behandlingsform, som kunne forlænge hans liv. Det skriver TV2 Norge.

Den norske stat vil heller ikke betale for Per Arne Himbergs behandling med den nye immunterapi-medicin, som har vist sig lovende til behandling af adskillige kræfttyper - herunder lungekræft, som Per Arne Himberg lider af.

Årsagen, til at den norske stat ikke vil betale, skal findes i, at de norske myndigheder endnu ikke har godkendt brug af immunterapi til behandling af eksempelvis lungekræft. Indtil videre er det kun patienter med modermærkekræft, som kan få behandlingen med immunterapi gratis i det norske sundhedsvæsen.

Det betyder, at Per Arne Himberg er havnet i en uhyggelig situation. For på norske privatsygehuse kan han købe sig til den potentielt livsforlængende immunterapibehandling, men det ville kræve, at familiefaderen skulle sælge det hus, han bor i sammen med sin kone og to børn.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Behandlingen med immunterapi på et norsk privathospital koster nemlig op mod 40.000 norske kroner (31.000 danske kroner) pr. behandling - og dem kan der være flere af.

Vil ikke sælge hus for behandling
Han har siden han fik konstateret lungekræft været i kemobehandling, men den har ikke længere effekt. Og derfor har Per Arne Himberg, der heller ikke har en sygeforsikring, som kan betale for den dyre behandling, truffet et uhyggeligt valg.

Familien har besluttet sig for ikke at betale for den dyre og potentielt livsforlængende behandling. Det er ganske enkelt for dyrt.

»Hvis man skulle sælge huset og tage flere lån for at få denne behandling, og så vide at kone og børn står tilbage med næsten ingenting, det ville være utroligt hårdt. Jeg er 35 år og har stadig masser at bidrage med, så længe jeg er i den form, jeg er nu. Når man lever et familieliv og har job, som jeg har nu, så er det klart, man helst vil være her så længe som muligt, ligesom alle andre,« siger Per Arne Himberg til TV2 Norge.

De norske myndigheder er for tiden i gang med at undersøge, om immunterapi, som er godkendt til kræftbehandling til flere forskellige kræftformer - herunder lungekræft - i store dele af Europa, også Danmark, skal kunne bruges med tilskud fra den norske stat til behandling af eksempelvis lungekræft.

Men pga. den høje pris på behandlingen skal det igennem forhandlinger med de forskellige producenter.

Men Per Arne Himberg er uforstående overfor, at han ikke kan få behandlingen gennem den norske stat, som han siden han var 16 år har betalt skat til.

»Det er jo ikke mig selv, der foreslår, at jeg skal have immunterapi. Det er mine lungelæger, som siger, at den medicin vil være god for mig, men jeg får den ikke. Vi har fået afslag, og det er trist. Det kunne have givet os god og dyrebar tid,« siger Per Arne Himberg.

Efter TV2 Norge er gået ind i sagen, er der blevet oprettet en indsamling til Per Arne Himbergs kræftbehandling via en Facebook-side. Den kan du finde her.