Skattemyndighederne i Norge har aktuelt ingen anelse om, hvor meget skatteborgere tjener på delingstjenester.

Oslo: De norske skattemyndigheder vil have selskaber som Airbnb til at indrapportere, hvor meget nordmænd tjener på at leje deres boliger ud.

Ønsket om indrapportering omfatter også andre af de såkaldte delingstjenester.

Det skriver det norske erhvervsblad Finansavisen.

I dag har Airbnb, hvorigennem man kan leje sin bolig ud til fremmede, ingen oplysningspligt.

Skattemyndighederne kan kun stole på, at udlejerne selv oplyser om deres indtægter.

Men det skal der laves om på. Skat i Norge vil have indført et system, som er magen til det, arbejdsgivere har med at skulle indsende oplysninger om lønudbetalinger og fradrag.

- Det er noget, vi kunne tænke os. Både med henblik på at få bedre indsigt i, hvordan segmentet fungerer, men også med tanke på kontrol, siger assisterende skattedirektør Nina Funnemark til Finansavisen.

I øjeblikket er omkring 9000 norske boliger tilknyttet udlejningstjenesten.

Nina Funnemark ønsker ikke at oplyse, om skattevæsnet i Norge har kørt sager mod borgere, der har undladt at indberette indtægter fra Airbnb.

Men hun fortæller, at myndighederne ikke ligger inde med en oversigt over, hvem udlejerne er, eller hvor store indtægter de har.

- Delingsøkonomien er noget, vi vil følge op på, understreger hun til Finansavisen.

Finansminister Siv Jensen har sagt, at den norske regering i år vil prioritere det højt at få klarlagt, hvordan myndighederne skal håndtere tjenester som Airbnb og taxitjenesten Uber.

/ritzau/NTB

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook