En terrortrussel mod Norge har udløst det højeste beredskab i Norge nogensinde, siger politidirektør.

NORGE: En terrortrussel mod Norge har sat landet i højeste beredskab nogensinde. Det fortæller den norske politidirektør Odd Reidar Humlegård til NRK.

»Det beredskab, som er sat i værk efter den konkrete terrortrussel mod Norge, er det højeste nogensinde. Politiet kan holde beredskabet længe og også optrappe det,« siger politidirektøren.

Det er endnu uklart, præcis hvilken form for terrorangreb de norske myndigheder frygter.

Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) orienterede offentligheden om terrortruslen torsdag formiddag og har holdt sig til at advare om, at det på et tidspunkt i løbet af de kommende dage ventes, at en gruppe af formentlig radikale islamister med kamperfaring fra Syrien vil angribe et ikke nærmere specificeret mål et ukendt sted i Norge.

Alle politidistrikterne har fået information fra Politidirektoratet om den mulige trussel, som PST orienterede om torsdag formiddag. Og over hele landet er bevæbnet politi ifølge norske medier synligt, ikke mindst i lufthavne, ved grænseovergange og på vigtige knudepunkter.

Odd Reidar Humlegård oplyser, at det er trusselsvurderingen fra PST, der afgør beredskabsniveauet. Og det er der ressourcer til at hæve yderligere.

»Det har vi: Vi har ikke noget valg,« siger politidirektøren til NRK og tilføjer, at den markante reaktion fra de norske myndigheder både har til formål at forebygge og at vise, at Norge er forberedt på trusler.

»Vi vil ikke have, at folk skal gå rundt og være bekymrede, men de skal være agtpågivende og varsle politiet, hvis de ser noget, som virker mistænkeligt«.

NRK erfarer, at vurderingen af terrortruslen mod Norge er baseret på oplysninger indsamlet både i Norge og i udlandet. Den militære efterretningstjeneste har spillet en vigtig og central rolle, bekræfter PST-chef Benedicte Bjørnland.