De norske myndigheder frygter, at landet kan blive ramt af et terrorangreb på mandag. Det erfarer den norske TV-station TV 2.

Det er den norske efterretningstjeneste PST, der ifølge TV-stationen i en trusselvurdering har peget på mandag som den mest sandsynlige dag for et angreb, erfarer mediet.

Mandag markerer muslimerne afslutningen på fastemåneden ramadan, og flere terroreksperter har peget på, at islamister ofte gennemfører planlagte terrormål på muslimske helligdage.

De norske myndigheder har afvist at kommentere på TV-kanalens oplysninger og holder dermed fast i den hidtidige terrortrussel, hvor man ikke nævner nogen specifik dag, men vurderer, at truslen er »tidsafgrænset«, og at et angreb sandsynligvis vil ske indenfor en overskuelig fremtid.

BNB