NORGE: En formodet terrorgruppe, som kalder sig Ansar Ul-Sunnah, kommer med voldsomme trusler mod Norge i en e-mail sendt til medier og politikere i landet.
- Tving os ikke til at gøre noget, som kan undgås, skriver gruppen blandt andet i trusselsbrevet, der advarer mod »11. september på norsk jord, eller et større angreb end 22. juli«.
Norges efterretningspoliti, PST, efterforsker gruppen, skriver flere norske medier, der har spurgt til truslernes alvorlighedsgrad.
- At vi har startet en efterforskning siger noget om alvorlighedsgraden. Vi tager det absolut alvorligt, siger PSTs kommunikationsrådgiver Siv Alsén blandt andet til Dagbladet og Aftenposten.
Ansar Ul-Sunnah præsenterer sig i brevet som en gruppe muslimer og nævner i brevet, der er ledsaget af et sort logo med skrift, statsminister Jens Stoltenberg, udenrigsminister Jonas Gahr Støre og forsvarsminister Espen Barth Eide som særligt udsatte, da disse ifølge gruppen direkte beordrer »angreb på muslimer«.
Politikerne bliver opfordret til at trække sine soldater ud af muslimske lande og stoppe alt samarbejde med »fjender af islam«.
- Vi advarer jer om at angribe islam og muslimer, både ideologisk og fysisk, under dække af ytringsfrihed og religionsfrihed, og opfordrer jer til at fjerne jeres vantro lovgivning.
Gruppen nævner en række »urenheder« og »dårlige værdier« i det norske samfund. Blandt andet »sygdommen homofili«, kønssammenblanding, familiepolitik, rentelån, alkohol og narkotika. Specielt landets kvindesyn bliver beskrevet som beskidt:
- Vi respekterer ikke jeres kvinder, som spadserer halvnøgne rundt og opfører sig løsagtigt.
Sidst ønsker gruppen kontrol over Grønland, som er Oslos mest multikulturelle bydel med moskeer og barer og restauranter fra hele verden.
- Vi opfordrer jer til at give os bydelen Grønland, som vi kan styre selv med egne ministrer, grænsevagter, politi og retssystemer styret med sharia-love, så vi kan forbyde det onde, I står for, og som strider mod Allahs love.
Ifølge VG har flere af gruppens medlemmer tidligere været i PSTs søgelys.



