De norske myndigheder bekræfter, at der er sexbilleder med mindreårige blandt de tusindvis af billeder, som er blevet hacket fra programmet Snapsaved. Også danskere optræder på billederne.

NORGE: En række billeder af mindreårige, der efter hackerangrebet på programmet Snapsaved flyder frit omkring på nettet, er af særdeles intim karakter. Det oplyser Norsk Center for Informasjonssikring (NorSIS), der er i gang med at undersøge det hackede materiale.

»Det, vi har set, kategoriseres som seksuelle billeder af børn under 18 år,« siger seniorrådgiver Vidar Sandland, NorSIS, til norske NRK.

Han oplyser, at man har taget kontakt til Kripos, den nationale enhed for bekæmpelse af organiseret og anden alvorlig kriminalitet.

»Vi er i besiddelse af en database bestående af over 90.000 billeder og cirka 10.000 film. Jeg har kun set et lille udvalg, men kan bekræfte, at mange af billederne og filmene er af nordmænd, danskere og også engelsktalende personer,« siger Vidar Sandland.

Kripos bekræfter over for NRK, at man har modtaget en henvendelse fra NorSIS.

»Det tager tid at finde ud af, hvilke målrettede tiltag der kan bruges,« siger en talsperson for Kripos og understreger, at man følger sagen.

Vidar Sandland opfordrer folk til kun at dele billeder, som kan tåle at ende i de forkerte hænder.

»Faren for enkeltpersoner er, at de kan blive identificeret. Det kan blandt andet føre til afpresning og skade ens omdømme, når det gælder billeder af seksuel karakter. Når det er sagt, så er de allerfleste billeder ufarlige i den grad, man kan sige, når det handler om private billeder,« siger han.