En nordmand, der er trænet af Al-Qaida skulle angiveligt sprænge bombe under OL

Avisen Sunday Times afslører et planlagt bombardement mod et amerikansk passagerfly under OL. Manden der skulle udføre angrebet er af norsk oprindelse, det skriver vg.no.

Ifølge den engelske avis har efterretningskilder bekræftet, at en nordmand skulle have været brugt i et bombeangreb mod et amerikansk fly i forbindelse med OL i London.

Nordmanden, der længe har været både i den norske og internationale efterretningstjensters søgelys, er igennem flere måneder blevet trænet af Al-Qaidas styrker i Yemen, skriver vg.no. Den norske efterretningstjeneste vil dog ikke kommentere oplysningerne fra den engelske avis.

- Vi  følger grænseoverskridende terrorisme. Men kan ikke kommentere på enkeltsager, siger forsvarschefens talsmand Bent-Ivan Myhre til NTB.

Ifølge en kilde, som vg.no har talt med konverterede nordmanden til islam i 2008. Han blev meget hurtig meget radikaliseret i sine holdninger og rejste til Yemen. Manden, der er i 30’erne og har taget et islamsk navn, er endnu aldrig straffet for noget ulovligt.

Den afslørede plan bekræfter en længe næret frygt blandt de amerikansk og britisk efterretningstjenester om, at Al-Qaida har forsøgt at rekruttere vestlige unge, der lettere kan passere gennem sikkerhedskontrollen i lufthavne verden over.

Ifølge Sunday Times’ kilder er det planlagte angreb ikke rettet mod OL som sådan, men er et led i Al-Qaidas gentagne forsøg på at ramme amerikanske fly.

- Planen er uafhængig af OL. Det eneste som knytter det til OL, er at det er i færd med at ske, siger en britisk regeringstalsmand til avisen.

Kilderne i efterretningstjenesten vil dog ikke sige noget nærmere om hverken tidsplan eller mål for terrorplanerne. Ligesom de ikke vil løfte sløret for, hvordan de er kommet i besiddelse af oplysningerne om den norske forbindelse, eller hvad de har gjort for at afværge planerne.