Norsk politi har oprettet en tiptelefon, hvor betjente sidder klar til at tage imod henvendelser fra borgere, der har oplysninger om det måske forestående terrorangreb.

NORGE: Norsk politi har modtaget flere tips fra borgere om terrortruslen, som har hængt over landet siden torsdag.

Ifølge vg.no har politiet etableret en tiptelefon på politihovedkvarteret i Oslo, der tager imod tips relateret til truslen om terror.

»Vi har nedsat en gruppe til at vurdere tips, og alle tips, som har med trusselsvurderingen at gøre og med andre forhold, bliver samlet i en fælles base,« siger stabschef Johan Fredriksen, Oslo Politidistrikt, til vg.no.

Han fortæller, at nogle henvendelser handler om hændelser i gadebilledet, som borgere finder suspekte. I nogle tilfælde har henvendelserne medført, at politiet er rykket ud og gennemført kontroller i Oslo.

Den norske efterretningstjeneste, PST, nedgraderede søndag terrortruslen, som man kaldte »noget reduceret«. Politiet er dog fortsat i forhøjet beredskab, og det ses blandt andet i form af bevæbnet politi ved grænseovergange, indfaldsveje, lufthavne og togstationer.

Desuden er der indført kontrol af pas og identifikationspapirer ved indrejse til Norge.

Politiet har endvidere bedt om bistand fra forsvaret, der assisterer med mandskab fra forsvarets specialstyrker samt helikoptere til overvågning fra luften.

Ifølge norsk TV2 kommer terrortruslen fra ekstremistiske grupper fra Syrien. Mandag har været nævnt som dagen for et muligt angreb, da denne dag markerer afslutningen på muslimernes fastemåned, ramadan.

Chefen for sikkerhedstjenesten, Benedicte Bjørnland, sagde søndag på et pressemøde, at man ikke kan være sikker på, at grupperne er på vej mod Norge. PST-chefen slog dog fast, at situationen fortsat er alvorlig og uafklaret.