I Norge er papvin den foretrukne alkohol, mens salget af øl og brændevin er faldet mærkbart.

Oslo. Forbruget af alkohol er faldende i Norge og på niveau med 1980 - i hvert fald forbruget af alkohol købt i de norske butikker.

Friske tal fra Folkehelseinstituttet viser ifølge nyhedsbureauet NTB, at alkoholvanerne er ændret over perioden.

Der er sket en stigning i salget af papvin, og den udvikling har været undervejs siden begyndelsen af 1980'erne.

I samme periode har salgstallene for øl og brændevin vist en markant nedadgående kurve.

Allerede i 1995 overgik salget af vin omsætningen for brændevin.

Salget af alkohol i Norge toppede i 2008 med 6,8 liter ren alkohol. Det er gradvist reduceret til 6,0 liter i 2015.

Instituttets seneste tal, som er offentliggjort torsdag, er fra 2015.

I Danmark ligger niveauet betydeligt over Norge, selv om det også her er faldende.

I rapporten "Alkoholstatistik 2015" hedder det, at "salget af alkohol i Danmark ligger væsentligt højere end salget i de øvrige nordiske lande - Finland undtaget".

Siden 2000 har salget i Danmark nærmet sig salget i Norge og Sverige. I Danmark lå salget i 2013 tæt på ni liter ren alkohol ifølge Danmarks Statistik.

Forbruget - ikke salget - toppede i Danmark i 1982 med 12,8 liter ren alkohol.

Tallene i både Norge og Danmark er baseret på forbruget af alkohol per indbygger over 15 år.

Der er markant forskel mellem de unges forbrug i Norge og Danmark.

Mens 92 procent af de unge drikker alkohol i Danmark, gælder det kun 57 procent i Norge. Sverige ligger på 65 procent, og i Finland drikker 74 procent af de unge alkohol.

Det oplyste Sundhedsstyrelsen sidste år på baggrund af en international undersøgelse.

/ritzau/