Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, vil styrke forholdet til Sydkorea og hæve levestandarden.

For første gang i 19 år har en nordkoreansk leder holdt en TV-transmitteret nytårstale til folket. Sidst det skete var i 1994, da den nuværende leders farfar var ved magten.

I årets nytårstale gav Kim Jong-un, som overtog den øverste ledelse af det lukkede land i 2011, udtryk for, at forholdet til Sydkorea skal forbedres.

- Et vigtigt emne i bestræbelserne på at genforene nationen er at bringe konfrontationen mellem Nord og Syd til ophør. Fortidens erfaringer viser, at konfrontationer mellem landsmænd kun fører til krig, sagde Kim Jong-un.

Nordkorea og Sydkorea har teknisk set været i krig med hinanden siden 1950erne, da der aldrig er blevet lavet en fredsaftale mellem de to nationer.

Den nordkoreanske udmelding kommer samtidig med, at også den nyvalgte sydkoreanske præsident, Park Geunhye, har lovet, at hun vil intensivere arbejdet med at forbedre forholdet til Nordkorea. Det er dog ikke mere end et par uger siden, at Kim Jong-un udsendte nogle helt andre signaler, da Nordkorea affyrede et langtrækkende missil. Affyringen blev skarpt kritiseret af det internationale samfund – herunder Sydkorea. Det amerikanske udenrigsministerium beklagede blandt andet, at Kim Jong-un valgte at træffe »forkerte” beslutninger«, når han har potentialet til at »føre sit land ind i det 21. århundrede«. 

I Kim Jong-uns nytårtale gav han også udtryk for, at den vigtigste opgave i 2013 er at forbedre den nordkoreanske økonomi og hæve levestandarden.

- Lad os foretage en drastisk vending og bygge en økonomisk gigant med samme ånd og fyrighed, som blev vist i forhold til erobringen af rummet, sagde Kim Jong-un med reference til den vellykkede affyring af det langtrækkende missil.