Nordkorea kalder angrebet på den amerikanske ambassadør Mark Lippert i Sydkorea for »et knivangreb af retfærdighed«. I Sydkorea fordømmer præsidenten knivoverfaldet og ser det som et angreb på alliancen mellem USA og Sydkorea.

NORDKOREA: »Det var et retfærdigt angreb, som afspejler anti-amerikanske følelser i Sydkorea.«

Sådan lyder Nordkoreas reaktion ifølge CNN efter angrebet på den amerikanske ambassadør Mark Lippert i Sydkorea tidligt torsdag morgen.

Mark Lippert blev skåret i ansigtet af en sydkoreansk nationalist, da han var på vej til et møde i hovedstaden, Seoul. Ambassadørens tilstand er stabil efter flere timers operation, som har resulteret i 80 sting i ansigtet, skriver CNN. Den amerikanske ambassadør vil fortsat være indlagt i tre-fire dage, oplyser en læge fra hospitalet.

Politiet har angiveligt identificeret gerningsmanden bag angrebet som en 55-årig mand med en historie af uforudsigelig adfærd. I 2010 blev han blandt andet idømt to års fængsel for at smide et stykke beton på en japansk ambassadør. Ifølge politiet var motivet bag torsdagens knivangreb, at manden ville sætte en stopper for sydkoreanske og amerikanske militære øvelser for at forbedre relationerne mellem Nord- og Sydkorea. Øvelserne bliver afholdt årligt og mødes med hård kritik fra Nordkorea, skriver CNN.

Fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, lød det angiveligt efter angrebet, at »det bare var en straf for amerikanske krigsmagere«, hvorimod den sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, fordømte hændelsen:

»Denne hændelse er ikke kun et fysisk angreb på den amerikanske ambassadør, men et angreb på alliancen mellem Sydkorea og USA, og det kan aldrig blive tolereret,« sagde han ifølge CNN.