Nordkorea siger nu, at de kan ramme USAs fastland med langtrækkende missiler, såvel som Japan og Guam.

Meldingen kom på Nordkoreas officielle tv-kanal, som er det diktatoriske regimes talerør. Stationen citerede en anonym talsmand for diktator Kim Jong-Uns regering.

Efter at Kim Jong-Un overtog magten i Nordkorea efter hans far, Kim Jong-Ills død i december sidste år, har Nordkorea fastholdt sin fjendtlige indstilling overfor omverdenen og fortsat holdt sig i isolation.

Nordkoreas udmelding kommer efter, at USA den 5. oktober tillod at Sydkorea øgede den effektive rækkevidde af deres missiler fra 300 km til 800 km. Ifølge Sydkorea var det nødvendigt for bedre at kunne beskytte sig mod et eventuelt angreb fra nabolandet mod nord.

USA har 29.000 soldater udstationeret i Sydkorea og holder dem i konstant alarmberedskab.

Der er ikke noget, der tyder på, at Nordkorea rent faktisk kan ramme USAs fastland med langtrækkende missiler, uanset om nordkoreanerne siger det eller ej. Det vurderer en sydkoreansk ekspert.

- Nordkorea har ikke sikret sig den teknologi, der skal til for at ramme USA. De vil bruge aftalen mellem Sydkorea og USA som undskyldning for at fortsætte med forsøg med atomvåben og test af langtrækkende våben, siger Yang Moo Jin, professor ved Universitetet for Nordkoreanske Studier i Seoul.
 
Nordkorea forsøgte i april måned at teste et langtrækkende missil, men det faldt hurtigt i havet.