Efter at Nordkorea mandag bekræftede, at man med succes havde opsendt mellemdistancemissilet Pukguksong-2, der er i stand til at bære atomsprænghoveder, vil man nu igangsætte en masseproduktion af missilet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

Ifølge nyhedsbureauet overværede den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un affyringen og fastslog efterfølgende, at han kunne »med stolthed konstatere, at våbnets træfsikkerhed er meget præcis og Pukguksong-2 er et vellykket strategisk våben.«

Kim Jong-Un er ifølge Reuters desuden blevet citeret for, at missilet nu er klar til at blive sat i masseproduktion, så det inden længe kan blive taget i brug af det nordkoreanske militær i tilfælde af krig.

Flere lande har fordømt Nordkoreas prøveaffyring søndag, og Japan, Sydkorea og USA har i fællesskab anmodet FN's Sikkerhedsråd om et hastemøde for at drøfte hændelsen. Mødet vil blive afholdt tirsdag, hvor man vil diskutere prøveaffyringen.

Nordkorea har oplyst, at missilet fløj omkring 500 kilometer ud over Det Japanske Hav, før det styrtede ned.

Missilet er en modificeret udgave af Pukguksong-2, der oprindeligt er konstrueret til at blive affyret fra en undervandsbåd. Fordelen ved den landbaserede version af missilet er ifølge KCNA, at det er hurtigere at få i luften, fordi det bruger en anden type brændstof og dermed kan blive affyret »omgående«, skriver Ritzau.

Køligt forhold

Forholdet mellem Nordkorea og resten af verden har på det seneste været særdeles anspændt. For bare få uger siden anklagede Nordkorea blandt andet USA for at skubbe den koreanske halvø på randen af en atomkrig.

»Den hensynsløse militære provokation presser situationen på den koreanske halvø tættere på randen af atomkrig,« rapporterede det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters.

Det skete, efter en række amerikanske, sydkoreanske og japanske bombefly angiveligt fløj nær den nordkoreanske grænse i forbindelse med en øvelse.

Moon Sang-Gyun, talsmand for det sydkoreanske forsvarsministerium, fortalte på en pressekonference i Seoul, at man havde udført øvelsen for blandt andet at afskrække Nordkorea fra flere provokationer.

Men trods det anspændte forhold er den amerikanske præsident Donald Trump villig til at mødes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, under de rette omstændigheder.

Det fortalte han på et pressemøde i starten af maj.

»Hvis det er hensigtsmæssigt for mig at møde ham, så vil jeg absolut gøre det,« sagde Donald Trump.