NORDKOREA: Nordkorea har mandag affyret to kortdistancemissiler i Det Japanske Hav, skriver Reuters.

Affyringen betragtes som en protest mod Sydkorea og USA, der netop har indledt en fælles militærøvelse.

Ifølge de sydkoreanske myndigheder fløj missilerne omkring 490 kilometer, før de slog ned i havet.

Talsmand for det sydkoreanske forsvarsministerium Kim Min-seok fortæller, at den nordkoreanske affyring skete uden forudgående advarsel, hvilket betragtes som en provokation.

»Hvis Nordkorea provokerer, vil vores militær reagere så hurtigt og kraftigt, at Nordkorea vil komme til at fortryde det,« sagde han ved en pressekonference.

BNB/Reuters