Avisen The Wall Street Journal hævder, at et amerikansk tabloidmedie beskyttede Donald Trump mod en kontroversiel historie om en påstået affære.

USAs førende og meget velansete finansavis Wall Street Journal skriver nu, hvordan en kvindes opsigtsvækkende historie angiveligt blev købt og lagt død, så historien ikke slap ud.

Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump skulle ifølge avisen have haft en affære i 2006 og 2007 med den tidligere nøgenmodel i Playboy, Karen McDougal. Avisen hævder at ligge inde med en række dokumenter samt at have talt med kilder, der underbygger hendes version af forløbet.

Da den 10 måneder lange påståede affære sluttede, gik Karen McDougal angiveligt til en advokat, som indledte en række forhandlinger med flere forskellige medier - heriblandt ABC News og tabloidmagasinet National Enquirer.

Selv om Donald Trump dengang ikke var præsidentkandidat, var Karen McDougals fortælling alligevel interessant, fordi Donald Trump året forinden var blevet gift med Melania Trump. Den strenrige forretningsmand og Melania Trump, der er tidligere model, havde igennem længere tid stillet op til diverse interviews, hvor de havde fortalt om deres glamourøse livsstil og deres ægteskab.

Derfor var det heller ikke så underligt, at Karen McDougal og hendes advokat - ifølge Wall Street Journal - fik et tilbud fra National Enquirer om 150.000 dollar - svarende til godt 1 million danske korner - samt en aftale om, at McDougal skulle levere en fast fitness-klumme til National Enquirer.

Men National Enquirer trykte aldrig historien.

Ifølge Wall Street Journal foretog magasinet i stedet det, som i branchen kaldes 'catch and kill' - hvor en historie 'fanges' og lægges død for altid.

Men hvorfor? Måske - gisner Wall Street Journal - fordi ejeren af National Enquirer, David J. Pecker, og Donald Trump er nære venner.

​Wall Street Journal påstår, at avisen har set kontrakten mellem McDougal og National Enquirer, ligesom avisen også har talt med kilder, som husker at have set Donald Trump og Karen McDougal sammen og som bekræfter affæren. Der står dog intet explicit om Donald Trump i dokumenterne, fortæller finansavisen om de dokumenter, som finansavisen hævder at have set.

National Enquirer forklarer selv, at pengene til Karen McDougal blot er en afregning for fitnessklummer og for en række magasinforsider.

'AMI (firmaet bag National Enquirer, red.) har ikke betalt folk for at slå kritiske historier om Hr. Trump ihjel,' oplyser mediet bag National Enquirer til Wall Street Journal.

En talsmand for Trump, Hope Hick, benægter historien og betegner den som værende 'absolut usand'.

11 kvinder har tidligere under præsidentvalgkampen stået frem og fortalt, hvordan de angiveligt skulle være blevet udsat for seksuelle overgreb fra Trump. Mange af de påståede overgreb skulle angiveligt have fundet sted, imens Donald Trump har været gift med Melania Trump. Donald Trump har udtalt, at alle 11 kvinder løj, og at de kun var ude efter berømmelse eller hyret af Clinton.