Kaci Kullmann Five var et forbillede for mange unge kvinder, udtaler Norges statsminister.

Oslo. Den norske Nobelkomités formand, Kaci Kullmann Five, er død efter længere tids sygdom. Hun blev 65 år.

Kaci Kullmann Five var den første kvindelige formand for partiet Høyre og har også været minister.

Hun var medlem af Nobelkomitéen siden 2003 og blev valgt til formand i 2015.

Hendes forgænger på formandsposten, Thorbjørn Jagland, betegner hende som en altid saglig og ordentlig politiker.

- Det kom alt for tidligt, siger han om hendes død.

Jagland tilføjer, at der også er stor respekt for hendes indsats i Nobelkomitéen gennem en periode, hvor hun også var alvorlig syg.

Kaci Kullmann Five blev diagnosticeret med brystkræft i 2014. Trods behandling vendte kræften tilbage, og hendes tilstand blev forværret i løbet af efteråret 2016.

Hun døde søndag.

- Hun var et forbillede for mange unge kvinder, skriver Norges statsminister, Erna Solberg, på Facebook.

Solberg betegner Five som en pioner inden for partiet. Hun peger også på, at Five gennem sin indsats og sit politiske virke har banet vej for mange andre, der kom efter hende.

- Den indsats skal både jeg og mange andre i min generation være meget taknemmelige for, siger Solberg.

/ritzau/NTB