100 norske flypassagerer kunne blot se til, da deres Norwegian-fly fra Nice i Frankrig til Oslo fløj uden dem søndag formiddag.

Og blandt dem var den 30-årige Nina Kråkemo og hendes kæreste Per Køste, der efter et par dage i Nice havde planlagt at rejse hjem til Oslo igen om søndagen. Men sådan skulle det ikke gå. I stedet blev de to - og 98 andre - afvist ved billetkontrollen, fordi flyet var overbooket.

Det skriver TV 2 Norge.

Sammen med de andre afviste passagerer blev Nina Kråkemo og Per Køste henvist til det, som de selv beskriver som et »temmelig dårligt hotel,« hvor de efter planen skal bo til næste flyafgang mandag aften - mere end et døgn forsinket.

»Familier blev splittet op og der stod unge piger og græd. Samtidig fik vi meget lidt information,« har parret forklaret til TV 2 Norge og tilføjer i en besked til BT, at informationen i løbet af mandagen fortsat har været yderst begrænset.

'Vi har ikke hørt noget fra dem. Kun at vores afgang i aften er blevet bekræftet. Vi har flere gange kontaktet Norwegian ligesom andre af de afviste passagerer. Men ingen af os har kunnet få fat på dem,' skriver parret til BT.

Kommunikationsrådgiver i Norwegian Tonse Næss beklager situationen og bekræfter over for TV 2 Norge, at man måtte efterlade 100 passagerer i Nice. Hun forklarer, at man kort før afgang fandt en indikation på en teknisk fejl på det oprindelige fly, og man så sig derfor nødsaget til at bytte det ud med et noget mindre fly.

Flyselskabet forsøgte at finde passagerer, der frivilligt ville blive et døgn i Nice, men da det ikke lykkedes, var man nødt til at afvise flere passagerer, som efterfølgende blev tilbudt hotelovernatning på et lufthavnshotel samt godt 1500 kroner i kompensation.

Nina Kråkemo og Per Køste er imidlertid ikke tilfredse med den forklaring og understreger over for BT, at man ikke har i sinde at rejse med Norwegian igen.

Parret skal efter planen flyve fra Nice klokken 20.05 mandag aften.