KINA: Ni terrormistænkte personer er blevet dræbt og en taget til fange i Kinas vestlige Xinjiang-region. Det oplyser kinesisk politi fredag ifølge Reuters.

Det er stadig begrænset med oplysninger, men de kinesiske myndigheder bruger normalt udtrykket »terrormistænkte« om islamistiske militante eller separatister.

Netop i Xinjiang-region har der de seneste dage været uroligheder, og tidligere på ugen meldte internationale medier om hårde kampe mellem uighur-separatister og kinesisk politi. Her skulle flere uighurer angiveligt være omkommet.

Onsdag blev den 72-årige imam Jume Tahir, der var stærkt upopulær blandt uighurerne, fundet død foran en moské. Omstændighederne omkring hans død er fortsat ukendte, men der spekuleres i, at han er blevet dræbt.

Jume Tahir var en varm tilhænger af det kinesiske styre modsat uighur-separatisterne, der længe har kæmpet for selvstændighed i provinsen, hvor folkeslaget er talstærkt repræsenteret, og hvor der har været hidsige kampe det seneste år.

BNB