Politiet jagter en ung mand, der mistænkes for at have skudt og dræbt ni personer natten til torsdag i en kirke i South Carolina. Politiet mener, at der er tale om en hadforbrydelse.

USA: Amerikansk politi jagter en ung mand, som man mistænker for at være den gerningsmand, der natten til torsdag åbnede ild i en kirke i byen Charleston i den amerikanske delstat South Carolina.

Ni personer blev skudt og dræbt i forbindelse med skyderiet, rapporterer CNN.

Skyderiet fandt sted i metodistkirken Emanuel African Methodist Episcopal (AME), og Charlestons politichef, Greg Mullen, har ifølge CNN peget på et muligt motiv.

»Vi mener, at der er tale om en hadforbrydelse,« sagde politichefen på et pressemøde.

Thomas Dixon, der er lokal præst, har over for CNN beskrevet brudstykker af hændelsesforløbet:

»Det var angiveligt en person, som bare gik ind i kirken og åbnede ild, men hændelsesforløbet er ikke helt klart endnu. Politiet jagter fortsat en mistænkt.«

Politiet oplyser, at ofrene endnu ikke er identificeret, men ifølge Reuters er kirkens præst, Clementa C. Pinckney, blandt de dræbte. Det forlyder, at flere personer har overlevet skyderiet.

Avisen The Post and Courier skriver ifølge Reuters, at gerningsmanden er på fri fod, og at store politistyrker leder efter ham. På Twitter oplyser politiet, at man jagter en hvid mand på cirka 21 år.

Charlestons borgmester, Joe Riley, bekræfter tragedien.

»Dette er en ubeskrivelig og hjerteskærende tragedie i den mest historiske kirke. En ond og hadefuld person har taget livet fra borgere, der var kommet for at tilbede Gud og bede sammen,« siger Joe Riley ifølge Reuters til den lokale avis Post and Courier.