Ni personer blev skudt og dræbt under et bibelmøde i en kirke i byen Charleston i USA. Nu har politiet billeder af den formodede gerningsmand.

Otte personer døde på stedet, og én døde på hospitalet efterfølgende, da en mand valgte at skyde løs inde i Emanuel African Methodist Episcopal kirken onsdag aften lokal tid. Endnu én meldes såret.

Læs også:

Den formodede gerningsmand, der er en hvid mand i starten af tyverne, er på fri fod, efter det lykkedes ham at flygte fra politiet i sin bil. Politiet er nu på jagt efter manden, som det er lykkedes at skaffe billeder af via overvågningskameraer.

Læs også:

På et pressemøde har politiet oplyst, at den formodede gerningsmand var i kirken i en time inden skyderiet. Han deltog altså i gudstjenesten, inden han pludselig rejste sig og begyndte at skyde vildt omkring sig. Politiet mener, at skyderiet tilsyneladende er en hadforbrydelse.

»Den eneste grund, nogen kan have til at gå ind i en kirke og skyde mennesker, er had,« siger borgmester i Charleston, Joe Riley, om skyderiet til CNN.

Det vides endnu ikke, hvor den formodede gerningsmand befinder sig, men politiet tror, at han stadig befinder sig omkring Charleston. Derfor opfordres borgerne i Charleston til at være meget på vagt:

»Når folk går ud, skal de være vågne og opmærksomme på omgivelserne. Og hvis de ser noget mistænkeligt, skal de ringe til politiet«, siger Charlestons politichef, Greg Mullen, og tilføjer, at den formodede gerningsmand tydeligvis er meget farlig.

FBI deltager i eftersøgningen af den formodede gerningsmand, oplyser Charleston Politi til Chicago Tribune.