En blot ni-årig pige har allerede oplevet sit livs mareridt.

Pigen kom fredag aften kørende hjem i bil med sin 41-årige gravide mor og sin to år gamle lillebror i byen Cleveland i Ohio. Mens moderen og lillebroren blev siddende i bilen, stod den ni-årige pige ud af bilen og løb op mod huset på East 92nd Street for at hente noget tøj.

Inde i bygningen lå allerede tre døde: En 60-årig mand, en 19-årig mand og en 17-årig pige.

Da gerningsmanden får øje på den ni-årige pige retter han også våbnet mod hende og skyder hende to gange. Mirakuløst rammer skuddene hende kun overfladisk.

Gerningsmanden løber derefter ud af huset og hen til den ventende bil. Han skyder både den gravide mor og hendes ufødte barn, mens lillebroren overlever.

Den ni-årige pige blev behandlet på hospitalet, og vil ikke få fysiske mén af oplevelsen.

Hun har beskrevet for politiet, at gerningsmanden bar maske.

- Kun et dyr ville gøre sådan noget ved et andet menneske, siger politichef, Calvin Williams til Northeast Ohio Media Group.

Den ni-årige pige bliver holdt skjult, da hun ikke blot er offer for gerningsmandens skyderier, men også et hovedvidne.

Politiet har fortsat intet motiv til drabene og foreløbig ingen spor efter gerningsmanden.