Michael Bloomberg rakker Republikanernes bud på en præsident ned: Gud hjælpe os, hvis han bliver valgt.

Philadelphia. - Jeg er newyorker, og jeg kan kende en svindler, når jeg ser en!

De hårde ord er møntet på den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og kommer fra Michael Bloomberg.

New Yorks tidligere borgmester er en blandt flere fremtrædende talere på tredjedagen af Demokraternes konvent i Philadelphia. Bloomberg var medlem af Republikanerne, da han i sin tid blev valgt som borgmester i storbyen.

- Trump siger, at han vil straffe fabrikanter, som flytter til Mexico eller Kina, men det tøj, han sælger, er fremstillet på lavtlønsfabrikker i udlandet, siger Bloomberg i en tale natten til torsdag dansk tid.

Trump, der som byggematador og forretningsmand har skabt sig en milliardformue, vil være en farlig mand at få ind i Det Hvide Hus, mener Bloomberg.

At det kan appellere til mange vælgere at se en forretningsmand stå i spidsen for USA kan Bloomberg egentlig godt forstå.

- Men Trumps forretningsplan (som præsident, red.) er en katastrofe, der bare venter på at ske. Bundlinjen er: Trump er et risikabelt, uforsvarligt og radikalt valg. Og vi har ikke råd til at tage det valg, siger Bloomberg.

De delegerede på konventet og de millioner af amerikanere, som følger med på tv-skærmen, bliver også mindet om de, ifølge Bloomberg, mange skandaler, Trump har været involveret i.

- Gennem hele sin karriere har Trump efterladt et veldokumenteret spor af konkurser, tusindvis af retssager, vrede aktionærer og byggefirmaer, der føler sig snydt, og skuffede kunder, der føler sig flået. Trump siger, at han ønsker at drive nationen på samme vis, som han driver forretning. Gud hjælpe os, fortsætter Bloomberg.

Inden han indledte sin nedrakning af Hillary Clintons modstander, takkede Michael Bloomberg forsamlingen for at lade en "outsider" komme til orde.

- Jeg er ikke her som medlem af et parti. Jeg er her af én grund: For at forklare, hvorfor jeg tror, det er bydende nødvendigt, at vi vælger Hillary Clinton som den næste præsident.

/ritzau/