Israels premierminister kritiserer i stærke vendinger præsident Barack Obamas atomforhandlinger med Iran.

USA: »Den aftale vil ikke ændre Iran til det bedre, den vil kun ændre situationen i Mellemøsten til det værre.«

Sådan siger Israels præsident, Benjamin Netanyahu, ved en tale i Kongressen i USA tirsdag og henviser til USAs forhandlinger om en atomaftale med Iran. Det skriver The Guardian.

Benjamin Netanyahus tale har været ventet med spænding, da flere fremtrædende demokrater har været bekymrede for, at talen vil skade de internationale bestræbelser på at nå en aftale med Iran.

Israels præsident lagde ud med at takke USA og Barack Obama for hjælp og støtte, men herefter adresserede han atomaftalen, som han mener, ikke blot truer Israels sikkerhed, men hele verdensfreden.

»Aftalen er ikke et farvel til våben, men et farvel til våbenkontrol,« sagde han i sin tale.

Benjamin Netanyahu gjorde det også klart, at han ikke har meget tiltro til våbeninspektører, da Iran »leger gemmeleg« med dem, og da Iran desuden har vist igen og igen, at man ikke kan stole på landet.

Flere gange undervejs i talen stillede de amerikanske politikerne i Kongressen sig op og klappede, og ved talens afslutning blev der både hujet og klappet.

Den israelske præsident var inviteret til at tale i Kongressen af republikanerne, mens flere demokrater valgte at boykotte talen.

Uenigheden vedrørende Irans atomprogram har fået forholdet mellem Israel og USAs ledelse ned på frysepunktet. Ifølge præsident Barack Obamas folk forsøger Israel at sabotere USAs atomforhandlinger med Iran, mens Israel derimod mener, at den diplomatiske kurs over for Iran truer Israels sikkerhed.