Vejdirektoratet i den amerikanske delstat Iowa har for nylig offentligjort en video, der viser, hvor galt det kan gå, hvis ikke man er ekstra vågen med den såkaldte blinde vinkel, når man skifter vejbane på en motorvej.

Det var nemlig ved at gå grueligt galt for en bare 16-årig dreng, da han med to børn på bagsædet i en personbil kørte ind på motorvejen I-35 nær byen Ames. For straks efter at have entreret motorvejen ville den 16-årige dreng skifte til den yderste vejbane.

Men i den blinde vinkel kørte en lastbil, og den havde drengen tilsyneladende ikke set.

Uden en chance måtte lastbilen forsøge at undvige den lille personbil, der kørte med en væsentlig lavere hastighed. Det medførte, at lastbilen kørte direkte op i personbilen, der som resultat af dette drejede rundt og blev skubbet sidelæns langs motorvejen.

»Videoen fra vores trafikkameraer på I-35 viser, hvad der sker, når man fletter sammen uden at være opmærksom på hastigheden og trafikken. Ros til lastbilschaufføren, der håndterede en meget skræmmende situation på bedste vis,« skriver vejdirektoratet i Iowa ifølge det lokale medie KCCI.

Heldigvis kom hverken den 16-årige dreng, de to børn eller lastbilchaufføren til skade.