En meget ulykkelig lille dreng blev torsdag reddet fra en dyb brønd.

Brandmænd måtte tænke alternativt, da en fem-årig dreng stod på bunden af en 10 meter dyb brønd i den kinesiske provins Henan. Det var nemlig noget af en udfordring at få drengen op ad brønden igen.

For selvom purken var ved fuld bevidsthed, havde brandmændene svært ved at fange hans opmærksomhed. Drengen var gået i en tilstand af chok og hans gråd overdøvede redningsarbejdernes instrukser om at binde et reb fast om livet.

Derfor måtte en af brandmændene ned i brønden efter drengen. Brandmanden blev firet på hovedet ned til den ulykkelige dreng, mens andre brandmænd stod ved brøndens åbning for at hive dem op igen ved hjælp af en masse reb.

Redningsaktionen lykkedes, og snart havde drengen sikker landjord under fødderne igen.