NEPAL: Et hold af nepalesiske politifolk har fundet ligene af omkring 50 personer, heriblandt flere udenlandske turister, som var på trekking, da en lavine ramte, oplyser de nepalesiske myndigheder søndag. Dødstallet efter sidste uges ødelæggende jordskælv er nu oppe på over 7.000.

Ingen af ligene er blevet identificeret, siger Pravin Pokharel, fra politiet i det nordlige distrikt Rasuwa. Pravin Pokharel ledede det politihold, der lørdag fandt ligene, og han oplyser, at redningsarbejdere vil vende tilbage til området senere søndag.

Mindst 200 personer savnes fortsat, heriblandt vandrere og beboere i området, men redningshold har ikke været i stand til at nå ud til området tidligere på grund af regn og overskyet vejr.

BNB/Reuters