Den tidligere israelske præsident og modtager af Nobels fredspris er død efter et slagtilfælde.

København. Shimon Peres, der i årtier spillede en central rolle i ledelsen af Israel og i fredsprocesserne i den urolige region, døde 28. september 2016 efter et slagtilfælde for to uger siden.

Det oplyser det statslige nyhedsbureau i Israel ifølge Reuters.

Shimon Peres, der var modtager af Nobels fredspris, blev født i Polen den 2. august 1923.

Han var en af de politikere, der bragte historiens vingesus med sig. Han kom til det daværende britiske palæstinamandat med familien i 1934 og var således voksen, da staten Israel blev udråbt i 1948.

Han kom med i Arbejderpartiet, der regerede landet i dets første årtier, og her steg han i graderne og var blandt andet rådgiver for Israels første premierminister, David Ben-Gurion.

I 1950'erne var han departementschef i forsvarsministeriet og sikrede da under en hemmelig aftale med Frankrig, at Israel kunne sætte gang i det atomprogram, der i dag menes at have udstyret Israel med flere hundrede atomsprænghoveder. Israel har dog aldrig bekræftet, at landet er atommagt.

I 1984 til 1986 var han premierminister som led i en regeringsaftale, hvor koalitionsregeringen aftalte, at partierne skulle have posten på skift. I 1995 overtog han posten, da premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet.

Peres modtog også Nobels fredspris. Den fik han sammen med Rabin og den afdøde leder for palæstinenserne Yasser Arafat for i 1993 at have indgået den såkaldte Oslo-aftale om palæstinensisk selvstyre.

Shimon Peres havde en meget fin næse for, hvor magten i de ofte kaotiske forhold i israelsk politik er.

I 2005 forlod han således sit gamle parti og gik sammen med den højreorienterede Ariel Sharon, der da var premierminister, for at danne et nyt parti, Kadima.

I 2007 lykkedes det Peres efter kampvalg i parlamentet at blive Israels præsident. En post han bestred til 2014.

/ritzau/