I Japan falder aktierne tirsdag med over fem procent. Det kan varsle nedgang, når markederne åbner i Europa.

Tokyo: Rystelserne på de globale finansmarkeder fortsætter tirsdag med store skælv på blandt andet det japanske marked.

Efter flere timers handel i Japan falder det toneangivende Nikkei 225-indeks i Tokyo omkring fem procent, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Australien falder aktierne mere end to procent.

Det bredere MSCI-indeks med aktier i Asien og Stillehavsområdet - dog uden japanske aktier - falder cirka en procent, og det fald ville ifølge Reuters være større, hvis ikke flere markeder holdt helligdagslukket. Det gælder blandt andet børserne i Shanghai, Hongkong og Seoul.

Samtidig flytter investorerne deres penge over mod mere sikre investeringer. Derfor styrkes Japans valuta, yen, også markant, da yennen har status af såkaldt sikker havn.

Det er med til at forstærke nedturen på aktiemarkedet, da mange japanske selskaber er afhængige af eksport. Når yennen styrkes, bliver det dyrere for udlandet at købe varer fra de firmaer.

Mandag led både de europæiske og amerikanske aktiemarkeder store tab. I Danmark dykkede det toneangivende C20 Cap-indeks med hele 5,4 procent. Det er det største fald, siden indekset blev lanceret i 2011.

Endnu værre gik det i Grækenland, hvor faldet endte omkring ti procent.

I USA var faldene mere beskedne, men stadig mærkbare.

Det store S&P 500-indeks dykkede 1,4 procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks endte 1,8 procent nede. Dow Jones faldt 1,1 procent.

Særligt bankaktier havde en hård mandag.

Ifølge aktieanalytikere er det vanskeligt at pege på én ting som årsag til aktieudsalget. Mange mener, at det er en kombination af en svag jobrapport i sidste uge fra USA og fortsat usikkerhed om den kinesiske økonomi.

/ritzau/