NATO udskyder reduktionen af soldater i Kosovo

Der er stadig så store problemer med sikkerheden i Kosovo, at NATO har besluttet at vente med at reducere antallet af udsendte soldater i landet.

NATO har udskudt en planlagt reduktion i antallet af tropper i Kosovo, fordi sikkerhedssituationen i den nordlige del af landet, hvor serberne dominerer, fortsat er skrøbelig. Det fastslår forsvarsalliancens generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge military.com.

- Vi har på nuværende tidspunkt udskudt enhver beslutning om yderligere at mindske antallet i KFOR-tropper (NATO-tropperne i Kosovo, red.). Så længe sikkerhedssituationen er så skrøbelig, som den er, er vi nødt til at opretholde det nuværende antal tropper på 5.000-6.000 soldater, siger Fogh.

Kosovo rev sig løs fra Serbien i 2008, og landet er siden blevet anerkendt som værende selvstændigt af omkring 90 lande, heriblandt Danmark. En væsentlig undtagelse er dog Serbien, som har opfordret de omkring 120.000 lokale serbere i Kosovo til at trodse styret i hovedstaden Pristina.

Situationen er især højspændt i nord og specielt i og omkring den delte by Mitrovica, hvor voldelige sammenstød ikke er usædvanlige. Mange lokale serbere nægter at anerkende den etnisk albanske regering, og derfor har tusindvis af fredsbevarende soldater været udstationeret i Kosovo siden konflikten brød ud sidst i 1990erne.

Siden begyndelsen af 2010 har NATO reduceret antallet af soldater i Kosovo fra 15.000 til de nuværende 6.000 - ifølge den oprindelige plan skulle antallet have været bragt ned til 2.500 i år, men det tillader sikkerhedssituationen altså ikke.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.