De krigsplagede regioner i det østlige Ukraine vil afholde deres egne valg på søndag. Rusland støtter valgene, men NATO og flere vestlige regeringer afviser dem som ugyldige.

UKRAINE: Stridighederne i det østlige Ukraine fortsætter med at blusse op. På trods af en fredsaftale indgået i Minsk i starten af september mellem den ukrainske regering og de prorussiske oprørere planlægger sidstnævnte at afholde deres egne valg på søndag.

Det sker en uge efter, at resten af Ukraine holdt et parlamentsvalg, der gav det nye parlament et klart mandat til at nærme sig EU og distancere sig yderligere fra Rusland.

Hos NATO er man bekymret over valgene, der vil blive afholdt i de østlige regioner Donetsk og Lugansk.

»De planlagte »valg« - organiseret af selvudråbte og bevæbnede oprørsgrupper i Donetsk og Lugansk - underminerer bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten. De er i strid med ukrainske love og står i skærende kontrast til Minsk-aftalen,« skriver NATO i en officiel udtalelse.

Her bebrejder man samtidig Rusland for at fortsætte med at destabilisere Ukraine ved at bakke om op valgene.

Donetsk og Lugansk har været centrum for de voldsomme kampe, der har stået på mellem de prorussiske oprørere og de ukrainske regeringssoldater siden februar. De to regioner grænser op mod Rusland og har et russisktalende befolkningsflertal.

Ifølge BBC har Ukraine presset Rusland for at få Kreml til at overtale de prorussiske separatister til at opgive valgene søndag, mens den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, fastholder, at »valgene er vigtige«.

De bevæbnede separatister har haft kontrol med de to regioner, der samlet går under betegnelsen Donbass, siden april, hvor de overtog regeringens bygninger. Af samme grund var de to regioner - sammen med Krim-halvøen - de eneste områder i Ukraine, der ikke tog del i parlamentsvalget i sidste weekend.

Oprørerne har udråbt Donbass som »folkets republik«, mens Ukraines regering hidtil har givet oprørerne den indrømmelse, at man ville arbejde for en højere grad af selvstyre i de to regioner. Det har oprørerne dog afvist med den begrundelse, at de ønsker fuld kontrol.

Ud over en NATO har en række vestlige lande taget afstand fra søndagens valg.