NATO er klar til at beskytte Tyrkiet

NATO melder sig klar til at skride ind, hvis Tyrkiet beder om hjælp til at håndtere konflikten med Syrien.

Hvis konflikten mellem Syrien og Tyrkiet ved grænsen mellem de to lande optrappes, så er NATO klar til at træde til for at beskytte tyrkerne. Det fortæller NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, til Politiken.

Han afslører, at Tyrkiet ved at par lejligheder har rejst sagen i NATO, men at der endnu ikke er kommet nogen officiel anmodning om assistance.

- Jeg kan ikke sige noget om en anmodning, vi ikke har modtaget. Men alle allierede har ved gentagne lejligheder udtrykt stor solidaritet med Tyrkiet og erklæret, at selvfølgelig er vi klar til at iværksætte, hvad der skal iværksættes, for at sikre en effektiv beskyttelse af Tyrkiet, siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.

Den tidligere statsminister understreger, at NATO ikke vil blande sig i konflikten i Syrien.

- Nej, for det, der er tale om, er jo defensivt. Der er jo tale om at forsvare Tyrkiet mod mulige angreb. Man kan også omvendt sige, at de foranstaltninger, vi har iværksat og eventuelt vil iværksætte, jo også kan have en afskrækkende virkning på de kræfter i Syrien, der ønsker at angribe ind over Tyrkiet, siger Anders Fogh Rasmussen.

På NATOs vegne udtrykker han »dyb bekymring« over udviklingen i grænseregionen mellem Syrien og Tyrkiet, men også over tendensen til, at konflikten i Syrien breder sig til resten af regionen.

- Vi har set væbnede handlinger i Libanon. Der har været skyderier langs den syrisk-israelske grænse, og det er alt sammen meget bekymrende. Det er selvfølgelig klart, at hvis det lykkes visse kræfter at få Israel draget ind i det her, så kan det mobilisere en ny front så at sige i Mellemøsten og aflede opmærksomheden fra Assad-regimets problemer, siger Anders Fogh Rasmussen.