USA: Guvernøren i den amerikanske delstat Missouri har beordret en tilbagetrækning af Nationalgarden fra Ferguson, hvor spændingerne er begyndt at aftage efter voldelige protester i kølvandet på politiets drab på en ubevæbnet teenager. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Vi fortsætter med at se en forbedring,« lyder guvernør Jay Nixons begrundelse for, hvorfor de væbnede styrker ikke længere synes at være nødvendige i området.

Den 18-årige Michael Brown blev skudt af en politibetjent tidligere på måneden, og siden har der været voldsomme sammenstød mellem demonstranter med molotovcocktails og betjente med røgbomber og tåregas.

En privat obduktion har vist, at Michael Brown blev skudt seks gange, herunder i hovedet. Det amerikanske justitsministerium har dog bebudet, at det vil have foretaget sin egen obduktion af liget.

BNB