Det lyder næsten som plottet til en ny version af blockbusteren Armageddon med Ben Affleck på rollelisten.

Ikke desto mindre er det den barske sandhed, at jorden på nye optagelser fra rummet cirkler rundt om solen og kun lige akkurat undgår en lang række farlige asteroider. Det skriver NASA, der står for missionen, hvor rumagenturet identificerer såkaldte 'nær-jorden objekter' med et specialdesignet rumfartøj.

De seneste optagelser viser, at rumfartøjet nu har identificeret og karakteriseret 693 objekter tæt på jorden. 97 af dem er opdaget i det seneste år, og de fordeles på fem kometer, 64 hovedbælte-asteroider og 28 'nær-jorden objekter'.

Ud af de 28 'nær-jorden objekter' klassificerer NASA ti af dem som værende 'potentielle farlige asteroider' baseret på deres størrelse og baner, der altså bevæger sig tæt på jorden.

Det specielle rumfartøj var oprindeligt kaldt Wide-field Infrared Survey Explorer og havde sin første tur i rummet i 2009. I 2011 blev missionen sat i ro, men i 2013 blev den genaktiveret, og denne gang med nyt navn til rumfartøjet: NEOWISE.

På billedet nedenfor kan man se de mange objekter, der er tæt på jorden. De grønne cirkler viser 'nær-jorden objekter', gule firkanter kometer og grå prikker asteroider. Den turkise cirkel er jorden.

Foto: NASA
Vis mere