Kardinaler ventes samlet til konklave i Det Sixtinske Kapel et par uger efter Pave Benedikts tilbagetræden. En af favoritterne til ny pave er Ghanas kardinal, mener dansk ekspert.

VATIKANET: Pave Benedikt XVIs nærmest chokerende meddelelse om, at han af helbredsmæssige og mentale årsager trækker sig tilbage, har udløst internationale reaktioner og straks sat gang i spekulationer, om hvem der bliver nyt overhoved for verdens 1,2 milliarder katolikker.

Meddelelsen fra den tyskfødte 85-årige pave med det verdslige navn Joseph Ratzinger bliver mødt med respekt blandet med beklagelse. Tysklands kansler, Angela Merkel siger, at pavens konklusion om, at han ikke længere har den fornødne styrke til at udfylde sit embede, »fortjener den dybeste respekt«, og i Storbritannien siger premierminister David Cameron, at »han vil blive savnet som en åndelig leder«, mens Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udtaler, at paven »har udvist mod«.

Det er første gang siden 1415, hvor pave Gregorius XII trak sig, at en pave er trådt tilbage og i levende live overlader pladsen til en ny.

Fremgangsmåden med at finde en afløser vil dog være den samme, som hvis pave Benedikt var død. Alle kardinaler under 80 år samles i Vatikanet til konklave i Det Sixtinske kapel, og her stemmer de indtil en af kandidaterne har to-tredjedeles flertal, og den hvide røg kan stige vejrs.

Et par uger efter pavens tilbagetrædelse 28. februar vil konklavet ifølge ph.d. og lektor på Institut for Historie på Syddansk Universitet, Annika Hvithamar, blive indkaldt:

»Det interessante bliver, om paven deltager eller ej, og det melder Vatikanet garanteret ud, spørgsmålet er bare, hvornår de gør det. Personligt tror jeg dog ikke, at han deltager,« siger hun.

Skal hun pege på en favorit som efterfølger blandt kardinalerne bliver det Ghanas kardinal, Peter Kodwo Appiah Turkson.

»Det er i Afrika, at den katolske kirke vokser, og derfor har der været røster om, at den katolske kirke snart måtte få en sort pave. Han var også på tale sidste gang. Det vil være usædvanligt, men måske på tide,« siger Annika Hvithamar.

Hun beskriver den ghanesiske kardinal som ikke specielt liberal, når det gælder prævention, diskussioner om ophævelse af præsters cølibat og ordinering af kvinder til kirkelige embeder. Men det er ikke de spørgsmål, der præger debatten blandt kirkeledere på kontinentet:

»De spørgsmål, der diskuteres i Afrika, er ikke de samme som diskuteres i den vestlige verden. Der handler det om fattigdom, forholdet til islam og til traditionelle afrikanske religioner. Det er andre brudflader end man har her,« siger hun.

Langt de fleste paver har været af italiensk afstamning, og der er da også favoritter blandt de italienske kardinaler, ikke mindst Milanos ærkebiskop, Angelo Scola.

Joseph Ratzinger har også befundet sig på kirkens ortodokse fløj og fik ved sin tiltrædelse tilnavnet »Guds Rottweiler«. Han lagde sig blandt andet ud med den muslimske verden efter at have erklæret, at islam kun har bragt ondskab til verden, og at den er spredt med sværdets magt.

Pave Benedikt XVIs periode vil blandt andet også blive husket for en række skandalesager.

Det gælder ikke mindst afsløringerne af katolske præsters overgreb mod børn hvilket i Irland førte til, at adskillige biskopper måtte træde tilbage.

Den seneste skandale indtraf sidste år, hvor pavens private butler blev dømt for at have stjålet fortrolige papirer fra pavens gemakker, som pegede i retning af korruption i visse dele af Vatikanets forretningsmetoder.

Paven viste umiddelbart efter dommen på 18 måneders mildhed og benådede den tidligere butler.