Marwah Nawaf har ofte svært ved at sove om natten. Den 24-årige mørkhårede kvinde bor i Tyskland, hvor hun får psykologbehandling for at komme videre efter de tre måneder, hvor hun var sexslave hos Islamisk Stat (IS).

Marwahs mareridt begyndte den 3. august 2014. Den dag indtog militante fra IS byen Sinjar i det nordvestlige Irak, hvor befolkningen primært var yazidier, en forfulgt før-islamisk religion.

Den ugifte kvinde blev med resten af sin familie, far, mor og søskende, taget til fange af de sortklædte jihadister. IS delte de tilfangetagne kvinder op i tre kategorier: Gift og har børn, gift og har ingen børn og singlepiger.

Jo smukkere og yngre man var, desto dyrere en pris blev man efterfølgende solgt for.

Herefter blev Marwah sendt til Raqqa i Syrien, der fungerer som de facto hovedstad for IS. Her kom en 40-årig, fuldskægget, høj, egyptisk mand hen til Marwah med en beskeden ’Jeg har købt dig! Du kommer med mig!’ hvorefter han tog hårdt fat i kvindens arm.

Marwah kom til at bo i lille, mørkt og låst værelse uden toilet og køkken. Et par gange om dagen fik hun lov at komme ud for at gå på toilettet. Hendes egyptiske slaveholder prøvede at konvertere hende til islam og læse koranen.

»Jeg nægtede at skifte religion. Det fik konsekvenser,« husker Marwah.

»Han bandt mine hænder og slog mit hoved mod muren. Derefter prøvede han at misbruge mig seksuelt.«

Marwah tog et drikkeglas på bordet, smadrede det og prøvede at skære sin pulsåre over. Men egypteren stoppede hende.

Efter 20 dage hos ham blev Marwah solgt til en ny mand. I alt blev hun solgt fire gange; ud over egypteren også til en 40-årig syrer, en 25-årig iraker og en fjerde, hvis nationalitet hun ikke fandt ud af, omend der var tale om en araber.

Den sidste mand havde kaldenavnet Abu Anas og fik sommetider rødsprængte øjne og blev sløv. Han røg formentlig hash.

»Derudover kom han og hans venner også stoffer i os kvinders mad. De bedøvede mine kusiner og venner og voldtog dem. Jeg spiste det ikke,« fortæller Marwah.

Solgt tilbage til familien

Med faldende oliepriser og forringet løn blev Abu Anas mere og mere økonomisk desperat. Til sidst foreslog han Marwah at sælge hende til hendes familie og tjene på løsesum. Kvinden fik en telefon og ringede til sin onkel – menneskesmugleren Abdullah Shirim – der befandt sig i Irak.

»Sig, hvor meget du vil have for at løslade hende,« sagde Shirim i telefonen.

De to mænd indgik en aftale. Shirim betalte Abu Anas 30.000 amerikanske dollar (cirka 210.000 danske kroner) gennem en af sine mellemmænd, der kom til Raqqa. Mellemmanden tog Marwah med tilbage til Irak.

Efter tre måneders fangenskab – i november 2014 – var Marwah nu en fri kvinde.

Et år senere kom hun med sine ligeledes frigivne brødre og mor til Tyskland for at få psykolog- og medicinbehandling.

»Men to af mine søstre, min bror og min far er stadig i hænderne på IS. Derudover er i alt 34 af mine slægtninge forsvundet,« lyder det fra en trist Marwah.