JERUSALEM: Hun flettede fingrene under hagen og lod hovedet hvile med øjnene lukkede. Medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd klappede i en sjælden anerkendende gestus.

Det er snart to måneder siden, at den dengang 21-årige Nadia Murad holdt tale for FNs Sikkerhedsråd om sine tre måneder i fangenskab hos Islamisk Stat. Det er to uger siden, hun brød sammen på norsk TV, da hun så et billede, der mindede om hendes afdøde mor. Og der er gået 14 måneder, siden det lykkedes hende at flygte fra Islamisk Stats fangenskab i Mosul, hvor hun som slave blev tævet og voldtaget i tre lange måneder.

Mindst 3.400 ezidi-kvinder er stadig slaver hos Islamisk Stat. I august 2014 kidnappede IS mindst 5.800 ezidi-kvinder i Sinjar-området i Irak og dræbte tusinder af mænd og ældre kvinder. Massegrave bliver med jævne mellemrum fundet i Irak i de områder, der generobres fra IS.

Som mange andre irakiske ezidier er hendes familiemedlemmer blevet dræbt af IS, og hun er blandt de meget få, der har formået at flygte. Efter et to måneder langt hospitalsophold i Tyskland valgte hun at dele sine erfaringer med resten af verden. Foruden den følelsesladede tale i FNs Sikkerhedsråd, har hun holdt foredrag i USA, Egypten, Grækenland og Kuwait. I januar 2016 blev hun indstillet til Nobels fredspris.

Verden skal vide, hvad der sker

Fra talerstolen deler hun de mest intime detaljer fra fangenskabet i Islamisk Stat. Oplysning er hendes kamp mod monstret, der myrdede hendes familie og påførte hende traumer for livstid. De næsten ubegribelige skildringer fra tiden i Mosul er også hendes kamp for at skabe opmærksomhed om ezidi-mindretallets skæbne.

»Jeg er dybt skuffet over, at verden har forsømt ezidierne og andre mindretal i konfliktområderne. Og jeg er ked af, at sådan en barbarisk organisation som Islamisk Stat får lov til at eksistere. Jeg tænker hele tiden på, hvad der skete og stadig sker for tusinder af ezidi-kvinder. Det ødelægger mig, og verden er nødt til at gøre mere,« siger hun til Berlingske.

Med »gøre mere« mener hun at udrydde Islamisk Stat fuldstændigt, befri alle kidnappede ezidi-kvinder, skabe sikre zoner for ezidier, brødføde og uddanne alle de børn, der bor i flygtningelejre.

»Verden er nødt til at vide, hvad der sker,« siger hun og forsøger at bevare en grundlæggende optimistisk tilgang, hvor hun er overbevist om, at det gode besejrer det onde.

Men siden hun talte for FNs Sikkerhedsråd er ingen ezidi-kvinder blevet reddet fra Islamisk Stat. EU-parlamentet har dog nu anerkendt Islamisk Stats overgreb mod ezidier og kristne som folkemord.

Hver gang hun taler om emnet, gør det ondt, men tanken om, at tusinder stadig gennemlever det mareridt, hun selv var en del af i tre måneder, gør hende målrettet.

Personlig sexslave for 12 mænd

»Den 3. august 2014 omringede Islamisk Stat min landsby Kocho, der ligger 20 kilometer syd for Sinjar. Den 13. august gav de os et ultimatum til i løbet af tre dage at konvertere til islam eller dø. Efter to dage stormede de byen, dræbte mændene og tog os, kvinder og børn, til fange,« siger hun.

Mareridtet begyndte den 15. august. Som andre ezidier har berettet til Berlingske, blev Nadia Murad fragtet fra Kocho til Solag. Her blev kvinderne delt op i grupper. Hendes egen mor blev skudt sammen med omkring 80 andre ældre kvinder.

Herefter blev Nadia Murad anbragt på en bus med retning mod Mosul, Islamisk Stats hovedsæde i Irak.

»En af IS-krigerne gik gennem bussen og gramsede på os alle sammen. Vi råbte og skreg. Da han kom til mig, gjorde jeg modstand. Så stoppede de bussen, rettede en pistol mod min pande og sagde, at jeg var nødt til at acceptere det, fordi jeg nu var deres slave,« siger hun.

Ved ankomsten til Mosul blev Nadia Murad og de andre kvinder anbragt i et stort toetagers hus. Efter få dage og mange voldtægter forsøgte Nadia at flygte. Det lykkedes ikke.

»Den nat blev jeg gruppevoldtaget af seks IS-krigere, indtil jeg mistede bevidstheden,« siger hun.

Salman, en af de lokale IS-kommandanter, var den første, der gjorde Nadia til sin personlige slave. Salman var gift og havde børn.

»Han havde ingen sympati og var brutal. Han var et monster, hvis jeg skal beskrive ham med ét ord«.

IS-monsteret Salman var den første ud af i alt 12 IS-krigere, der nåede at holde Nadia Murad fanget som deres egen personlige sexslave.

»Jeg var så traumatiseret på det tidspunkt. Jeg kunne ikke holde torturen og voldtægterne ud længere,« siger hun.

Det var i november 2014.

»IS-krigeren gik ud for at købe noget nyt tøj og make up til mig, for jeg skulle gives videre til en ny IS-kriger. Da han gik, stak jeg af. Det var nat, og jeg gik flere kilometer, indtil jeg nåede frem til et hus. Ejerne besluttede sig for at hjælpe mig, da de hørte min historie. De hjalp mig ud af de IS-kontrollerede områder ved at bruge konens ID-kort, der var udstedt af Islamisk Stat,« siger Nadia Murad.

Sammenlignet med de 3.400 ezidi-piger og kvinder, der stadig holdes fanget som sexslaver hos Islamisk Stat, har hun været heldig. I dag bor Nadia Murad i Tyskland og er i stand til at rejse. Men smerten er flyttet med til Tyskland.

»Det værste er, at jeg ikke har min familie længere. Jeg kan heller ikke bo, hvor jeg voksede op, og jeg kan ikke føre den tilværelse, jeg førte før 2014. Islamisk Stat har smadret mine drømme og efterladt mig med sorg og tårer«.