Oprørerne i Den Centralafrikanske Republik siger, at de er villige til fredsforhandlinger, og samtidig sender nabolandene tropper til landet for at styrke forsvaret af hovedstaden Bangui og af præsident Francois Bozize.

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK: Adskillige lande i regionen sender tropper til Den Centralafrikanske Republik (CAR), hvor præsidenten, Francois Bozize, og regeringshæren kæmper mod en oprørsstyrke, der har besat flere af landets største byer og truer hovedstaden.

Ifølge BBC har Gabon erklæret, at det vil sende en styrke på 120 mand til undsætning - samtidig med at landet også stiller faciliteter i hovedstaden Libreville til rådighed for fredsforhandlinger mellem oprørerbevægelsen Seleka og Francois Bozizes styre.

Også Cameroun har annonceret, at landet vil sende et lignende antal soldater til CAR, og tilsvarende menes Congo-Brazzaville at være på vej til at sende et troppekontingent til CAR.

Den tidligere koloniherre Frankrig, der har flere end 250 tropper stationeret i CAR har afvist at gribe ind trods appeller fra Francois Bozizes. Den franske præsident, Francois Hollande, har meddelt, at tropperne udelukkende skal beskytte franske interesser og statsborgere, og at de dage er forbi, hvor Frankrig intervenerede i konflikter i sine tidligere besiddelser.

Frankrig har blandt andet interesser i landets uranminer, hvor det henter råstoffet til sine A-kraftværker.

Det regionale samarbejdsråd ECCAS har siden 2008, hvor der blev indgået en våbenhvile mellem Francois Bozize og oprørerne, haft en mindre multinational styrke stationeret i CAR under ledelse af en general fra Gabon.

Oprørernes talsmand, Eric Massi siger fra Paris til Reuters, at oprørerne er indtillet på forhandlinger med regeringen, og at de foreløbig har indstillet deres fremrykning mod hovedstaden, Bangui. Men samtidig siger talsmanden også, at præsidentens exit »meget vel kan være en del af forhandlingerne som led i den ændring, der skal finde sted«.

Det ventes, at fredsforhandlingerne i givet fald starter i Gabon om en uges tid, men det er endnu uvist, om kampene reelt bliver indstillet.

Efter flere ugers offensiv står oprørerne mindre end 100 kilometer fra hovedstaden.

Den regionale militærstyrke har kontrol med byen Damara 75 kilometer fra Bangui, og her advarer den øverstkommanderende general fra Gabon, Jean Felix Akaga oprørerne om, at byen udgør »en rød streg«, der ikke skal overskrides.

- Damara er under vores kontrol, og Bangui er sikker, siger han.

Også fra Chad lyder der advarende toner. Chads præsident, Idriss Deby, som er en tæt allieret til CARs Francois Bozize siger, at oprørerne kommer under angreb, hvis de nærmer sig byen.

Francois Bozize kom til magten i 2003 ved et kup, som blev bakket op af Chad, der mente, at den tidligere præsident, Ange-Félix Patassé, støttede en oprørsbevægelse i Chad.

Chad er også interesseret i ro i området, fordi en af landets vigtigste olierørledninger er placeret der.