I sidste uge fik kræftsyge Daniel Fleetwood fra Spring i Texas sit sidste og største ønske opfyldt, da han fik lov til at se en ufærdig version af den kommende Star Wars-film, som ellers først har premiere senere på året. Blot få dage efter er han nu død. Det skriver hans kone, Ashley Fleetwood, på Facebook tirsdag:

»Daniel kæmpede en brav kamp til det allersidste. Han befinder sig nu sammen med Gud og med Kraften (Star Wars-referencen 'The Force', red.)«.

Tidligere på året vurderede lægerne, at 32-årige Daniel Fleetwood, der led af uhelbredelig bindevævscancer, ikke skulle forvente at leve længere end til september. Det betød, at han ikke ville kunne nå at se den kommende film i Star Wars-filmserien, som han siden barndommen har været stor fan af.

Derfor startede Daniel Fleetwoods kone en kampagne på de sociale medier under hashtagget #ForceForDaniel i håbet om, at han kunne få lov til at se filmen før premieren, der først finder sted i midten af december.

Og i sidste uge lykkedes det. Her fik den uhelbredeligt syge Daniel Fleetwood torsdag besøg af Disneys ansatte, efter at filmselskabet havde besluttet at lade ham se en snigpremiere på 'Star Wars: The Force Awakens' i sit eget hjem.

Læs også: Rørende: Uhelbredeligt syg fik sit sidste og største ønske opfyldt

Filmvisningen var en stor succes, skrev Daniel Fleetwoods kone torsdag på sin Facebook-side:

»Til alle vores vidunderlige støtter, venner, familie og fantastiske fremmede: Daniels sidste ønske er netop gået i opfyldelse. (...) Jeg vil gerne takke alle de fantastiske mennesker, som har hjulpet med at få det til at ske. Må kraften være med jer,« har hun tidligere skrevet med henvisning til Star Wars-sloganet 'May the force be with you'.

Læs også: Syv-årige Evan lever ikke til jul: Så flyttede hele byen julen for hans skyld

Men nu er det altså en noget mere tragisk besked, som Daniel Fleetwoods kone har måttet offentliggøre på sin Facebook-profil, efter at hendes mand sov ind tirsdag.

»Han døde fredeligt, mens han sov. Han vil altid være mig idol og min helt. Vær sød at give onkel Marc et kram for mig og giv Lucy en masse kys. Hvil i fred, min kærlighed,« skriver hun på Facebook.

Ashley Fleetwoods opdatering er desuden flankeret af den sidste selfie, som parret tog sammen blot få dage inden Daniel Fleetwoods død.

Den nu afdøde Daniel Fleetwood har været stor fan af Star Wars-universitet siden han var barn og har flere gange vist sit engagement for de populære film. Ved premieren af de tre seneste film har han f.eks. været den første i sin by til at få billetter, og til den sidste af dem blev han tilmed nævnt i den lokale avis Daily Sentinel, fordi han sad i kø i flere dage foran biografen.

Det er ikke første gang, at Disney har lavet særvisninger for døende. I 2009 fik 10-årige Colby Curtin, der også var uhelbredeligt syg af kræft, sit største ønske opfyldt, da hun fik lov at se en snigpremiere på filmen 'Up' (Op, red.). Dagen efter visningen døde hun.