Fiskere fra havnebyen Toyama på den japanske vestkyst fik sig et ganske særligt syn, da de kastede nettet ud i Toyama-bugten juleaftensdag.

Under fiskerbådene på det forholdsvis lave vand svømmede nemlig en gigantisk blæksprutte på imponerende 3,7 meter.

Bløddyret, der ellers aldrig kommer op fra det mystiske mørke dyb, svømmede rundt i overfladen i flere timer, som om det var det mest naturlige i verden. Og det fik flere dykkere til at gøre den sjældne skabning selskab.

Én af dem var Akinobu Kimura, ejer af Diving Shop Kaiyu

Til CNN fortæller han om mødet med havuhyret:

»Min nysgerrighed var større end frygten, så jeg hoppede i og svømmede tæt på. Blæksprutten var ikke kommet til skade og så livlig ud, sprøjtede blæk og forsøgte at vikle sine tentakler omkring mig. Jeg viste den vej mod havet flere hundrede meter fra det sted, hvor den blev fundet, og den forsvandt ud på det dybe hav«.

Selvom den næsten fire meter lange skabning kan virke gigantisk, var den aparte gæst faktisk et bette eksemplar. Normalt bliver kæmpeblæksputterne op til 13 meter, så man vurderer, at denne var et ungt eksemplar.

Det er allerede yderst utroligt, at en kæmpeblæksprutte bevæger sig så langt op til overfladen, men generelt er det heller ikke ofte, at man overhovedet får lov at se den store skabning.

Første gang, man så kæmpeblæksprutten i live var så sent som i 2004, skriver CNN, mens den blev fanget på film for første gang i 2012.

Tidligere havde man kun hørt sagnet om det gigantiske bløddyr, som sandsynligvis har været inspirationen bag det mytologiske havuhyre Kraken.