Det kan være en familiestrid over penge, der ligger bag tragedien i de franske alper, hvor fire mennesker er blevet dræbt i et ferieområde.

Det oplyser de franske efterforskningsmyndigheder ifølge BBC. De efterforsker flere motiver til drabene, og ifølge TV-stationen havde den dræbte mand et udestående med sin bror over arven fra deres forældre, som blandt andet skulle inkludere et hus i Spanien.

- Det lader til, at der var en uenighed om penge mellem de to brødre. Broderen skal igennem en længere afhøring. Hvert et spor vil omhyggeligt blive undersøgt, siger sagens anklager Eric Maillaud til nyhedsbureauet AFP.

Manden var sammen med to af de dræbte - sin kone og svigermor - bosat i den britiske by Surrey, men onsdag blev de alle tre fundet skudt ved søen Annecy. Ikke langt derfra blev en fransk cyklist, som efter alt at dømme har overværet drabene, fundet skudt.

Mandens og kvindens to døtre overlevede episoden, og de menes derfor at være de eneste øjenvidner i sagen.

Ligene af de fire dræbte skal undersøges nærmere fredag, og efterforskerne håber, at det vil kaste mere lys over tragedien. Politiet håber, at de snarest kan afhøre den ene datter på fire år, som blev fundet i live under sin mors og bedstemors lig. Hendes tre år ældre søster ligger i kunstig koma på Grenoble Universitetshospital efter at være blevet skudt og have pådraget sig alvorlige hovedskader. Begge piger er under politiovervågning.

Efterforskningen har fastslået, at tre af de fire ofre er blevet skudt i hovedet med en automatpistol - og der er ingen tvivl om, at intentionen har været, at slå dem ihjel, forklarer Eric Maillaud.

- Jeg vil ikke sige, at det var en professionels gerning, men jeg vil sige, at det bærer præg af en enorm vildskab. Det er sikkert, at nogen ønskede at dræbe, forklarer han.

Frankrigs præsident, Francois Hollande, har lovet, at alt vil blive sat ind for at finde drabsmanden.